21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krifa kræver strejkeret ud af Laval-lov

Krifa kræver strejkeret ud af Laval-lov

Onsdag, 29. oktober, 2008, 00:00:00

Kristelig Fagbevægelse tager kraftigt afstand fra, at konfliktretten fremhæves i regeringens lovforslag, der skal rette arbejdsmarkedet ind efter EF-domstolen domme

Mens fagbevægelsens hovedorganisationer alle som en støtter regeringens forslag til at rette den danske udstationeringslov ind efter EF-domstolen, lyder der forbitrede toner fra den gule forening Kristelig Fagbevægelse.
Krifas kritik går på, at lovforslaget efter foreningens mening cementerer fagbevægelsens brug af konfliktretten.
Ikke mindst er Krifa fortørne over, at der i de medfølgende bemærkninger til lovforslaget henvises til Arbejdsrettens afgørelse i 3F`s konflikt mod Nørrebro Bryghus, hvor arbejdsgiveren valgte at indgå en billigere overenskomst med Kristelig Fagbevægelse.
I dommen omtales konfliktretten som 'af afgørende betydning for udviklingen i lønfastsættelsen og opnåelsen af andre centrale arbejdsvilkår i Danmark.' Og det slås fast, at det er Arbejdsretten, der har kompetencen til at afgøre, hvornår en konflikt er lovlig eller ej.
Lovforslaget lægger dog op til, at Arbejdsretten skal rette sig ind efter EF-domstolen i den sag. Det er dog ikke det, Krifa kritiserer.
'Med lovforslaget ser der ud til at være et ønske om, at konfliktretten nu skal indføres i EU-regi, skriver landsformand Søren Fibiger Olesen og politisk konsulent Erik Bertelsen i Krifas høringssvar til lovforslaget.
I stedet ønsker Kristelig Fagbevægelse at få indføjet 'tvistløsning via domstolskontrol' i lovforslaget - 'i det mindste som et alternativ til de kollektive kampskridt,' lyder det i høringssvaret.
'Kristelig Fagforening vil i den forbindelse pointere, at et forslag om tvistløsning via domstolskontrol åbenlyst er i overensstemmelse med EU-retten. Lovforslagets model med kollektive kampskridt til løsning af en lovovertrædelse er særdeles tvivlsom i sin fundering i EU-retten, skriver de to Krifa-folk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland