De ansatte på Carnitech er bedst tjent med en overenskomst, mener aalborgensiske fagforeningsfolk. I går mødte de både ansatte og de to direktører
Det er stadig mørkt, da bilerne med folk fra Dansk Metal, 3F, HK, TIB og Teknisk Landsforbund ruller ind på parkeringspladsen foran Carnitech i Støvring.
Kalenderen siger onsdag og klokken viser 6:15. De ansatte i produktionen møder klokken 7:00 og dem i 'pænt tøj' noget senere. Lidt efter lidt begynder de at dukke op, og mission 'Overenskomst' kan gå i gang.
- God morgen. En lille forfriskning til dagen, lyder det på skift fra de morgenfriske fagforeningsrepræsentanter, iklædt selvlysende veste med fagforeningernes logoer.
Langt de fleste tager mod posen med den tilbudte forfriskning, der består af et æble og en flaske vand, der efterfølges af ordene:
- Du må have en god dag.
Trods flere henvendelser fra blandt andet 3F, har virksomheden stadig ingen overenskomst. I posen ligger derfor også en invitation til et informationsmøde i næste uge. Her kan de, der måtte være interesseret, møde op og høre om fordelene ved at være dækket af en overenskomst.
OK eller ikke
Hvordan de 220-240 ansatte på Carnitech fordeler sig på faggrupper, går fagforeningerne ikke så højt op i. I den her sag er fagforeningerne ude i et fælles ærinde, der handler om at overbevise virksomheden og de ansatte om, hvorfor det er en god idé at have en overenskomst og være medlem af en LO-fagforening. Hvilken fagforening, de ansatte skal være medlem af, må komme der efter.
- Jeg vil tro, at det kun er omkring halvdelen af smedene på arbejdspladsen, der er organiseret. Det håber vi selvfølgelig, der kan laves om på. Der er heller ingen tillidsrepræsentanter, men kun talspersoner. En rolle to af vores medlemmer, der er valgt som sikkerhedsrepræsentanter, har, siger Jan Gregersen fra Dansk Metal`s afdeling i Aalborg.
Ifølge John Ø. Pedersen fra 3F Aalborgs Industrigruppe har ledelsen på Carnitech ikke noget imod at tegne overenskomst, men ønsket skal komme fra de ansatte.
- Nu står vi så her i dag for at fortælle de ansatte, at fagbevægelsen er til for dem. Vi lægger ikke pres på, men ønsker en reel dialog.
Ind i varmen
Administrerende direktør Thorkild Christensen dukker op lidt i 7:00. Han spørger med smil på læben, hvor de røde faner er henne.
Ellers er der ingen sure miner at spore, hverken hos ham eller teknisk direktør Aksel Andersen.
- Vil I ikke med indenfor i varmen. Så kan vi tage en runde først i produktionen og bagefter på kontorgangene, foreslår de.
Bænket i kantinen med kaffe og kage, giver Thorkild Christensen sit bud på, hvorfor det ikke er blevet til en overenskomt på arbejdspladsen.
- Folkene skal selv bestemme. Jeg har ikke noget imod det. Man kan vel sammenligne situation her på virksomheden med folk, der har boet papirløst sammen i mange år. De ser ingen grund til at få en vielsesattest, for tingene går jo alligevel.
Det er John Ø. Pedersen ikke helt enig i. Han mener, det er bedst at have 'papir på forholdet', og han betragter en kollektiv overenskomst som et sikkerhedsnet under de ansatte. For at underbygge, at man er ringere stillet uden en overenskomst end med, nævner han et konkret eksempel fra en tidligere ansat på netop Carnitech.
- Jeg havde en kammerat, der gik i lære som smed indenfor rustfri stål. Da han bad om at få indbetalt pension, som han var vant til fra sit tidligere job, fik han at vide, at der var andre aftaler på Carnitech. Her får de ansatte kun pension af grundlønnen, men ikke af deres eventuelle overtid.
John Ø. Pedersen er ikke i tvivl om, at de ansatte på Carnitech vil nyde godt af en aftale med fagbevægelsen. Det gælder også i forhold til overtidsbetalingen. På Carnitech betales der 50 procent oveni den normale løn, uanset hvornår overarbejdstimerne er præsteret. I eksempelvis Industrioverenskomsten varierer tillægget efter, om der er arbejdet over på hverdage, i weekender eller på helligdage.
Hva` nu
Inden fagforeningsfolkene forlader Støvring-virksomheden, viser en stolt 'grauballemand' rundt i produktionen og på kontorerne.
Tilnavnet har teknisk direktør Aksel Andersen fået, fordi han har været på arbejdspladsen siden dens start i 1981.
Det er en fortrøstningsfuld John Ø. Pedersen, der forlader Støvring sammen med sine faglige kolleger. Der blev budt indenfor i varmen i mere end én forstand. Ledelsen og repræsentanter fra de aalborgensiske fagforeninger skal holde et møde hurtigst muligt.
Så måske vil de ansatte inden længe have en overenskomst med ret til at vælge tillidsrepræsentant og forhandle løn på lige fod med alle andre ansatte på lignende virksomheder.
Carnitech har specialiseret sig i fremstilling af komplette anlæg i rustfrit stål til opskæring, udbening og trimning af kød og fisk. Poduktionen er fordelt på tre fabrikker i henholdsvis Støvring, Sørup og Nørresundby. 75 procent af produktionen bliver eksporteret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278