Lægeforeningen vil udvide behandlingsgarantien, så den ikke kun gælder de patienter, privathospitalerne vil tage.
Alle patienter skal have ret til den hurtigst mulige behandling - ikke kun dem, privathospitalerne kan tjene penge på.
Sådan lyder kravet fra Lægeforeningen, som organiserer de fleste danske læger. I et udspil, som bliver offentliggjort til november, retter foreningen en skarp kritik mod regeringens ventelistegaranti, som de mener, har opdelt de danske patienter i et A og B-hold.
- Det udvidede frie sygehusvalg prioriterer de patienter, privathospitalerne kan tjene penge på. Det er ikke lægefaglige vurderinger, der afgør, hvilke patienter der skal komme i første række, siger Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, til Arbejderen.
I dag gælder ventelistegarantierne kun patienter, som lider af livstruende hjerte- og kræftsygdomme, samt af sygdomme som kan behandles på et privathospital. Men privathospitalerne kan kun behandle en brøkdel af de livstruende lidelser og sygdomme, og det skævvrider prioriteringerne, mener Lægeforeningen.
- Privathospitalerne behandler typisk ortopædkirurgiske lidelser som hofte-, knæ-, eller plastikkirurgi - kort sagt, de behandler, det der er bedst business. I praksis har patienter, der fejler de sygdomme, privathospitalerne behandler, altså flere rettigheder end medicinske eller for eksempel mavekirurgiske patienter, påpeger Jens Winther Jensen.
Lægeforeningen ønsker i stedet, at behandlingsgarantien skal gælde alle patienter, som skal have ret til hurtig og effektiv udredning og behandling inden for én til tre måneder - uanset om privathospitalerne kan behandle deres sygdom eller ej.
- Det vil give det offentlige sundhedsvæsen mulighed for at prioritere patienterne efter sygdommens alvor og lægens vurdering, fastslår Jens Winther Jensen.
Enhedslisten støtter Lægeforeningens udspil.
- Lægeforeningens forslag er et godt udgangspunkt for et opgør med regeringens ulighedsskabende sundhedspolitik, siger sundhedsordfører Per Clausen.
Han vil tage udspillet med på en debat, Folketinget snart skal have, om privatisering af sundhedsvæsenet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278