Leif Poulsen har i dag ventet 1000 dage på at få behandlet sin ansøgning om førtidspension. Ventetiden har kostet ham dyrt

I dag markerer Leif Poulsen et sørgeligt jubilæum i receptionen på sit kommunale jobcenter i København.
Trods fremadskridende parkinsons syge og flere års ansøgning om førtidspension er det nemlig ikke lykkes ham at komme længere end til jobcenterets skranker i receptionen.
- I dag er det tusind dage siden, jeg sendte min første ansøgning om førtidspension. Jeg har ringet, skrevet, mailet og er mødt op i receptionen hundredevis af gange for at komme i kontakt med min sagsbehandler. Men jeg kan ikke få at vide, hvordan det går med min sag, og om jeg nogensinde kan vente en afgørelse, siger Leif Poulsen til Arbejderen.
Leif Poulsens kamp begynder den 24. april 2006, hvor han efter længere tids sygdom ansøger kommunen om førtidspension. Han er ikke i stand til at arbejde længere. I maj bliver han indlagt på Rigshospitalet med rystelser og depressionslignende symptomer.
Fem måneder og en lang række undersøgelser senere falder diagnosen, og Leif Poulsen må indstille sig på, at leve resten af livet med en uhelbredelig, fremadskridende parkinsons syge. Han kan vinke farvel til både sit arbejde som ergoterapeut og sin fritid som guitarist i en folkemusikgruppe.
- Fra hospitalet forsøgte både læger, socialrådgivere og jeg selv forgæves at komme i kontakt med kommunen, fortæller Leif Poulsen.

Umulig jobprøvning
Først i november får han sin første samtale i det nyoprettede jobcenter i Nyropsgade i det indre København. Her gentager han sin anmodning om førtidspension, og får at vide, at han vil blive indkaldt til endnu en samtale, når der er indhentet en udtalelse fra lægen. Et halvt år efter har han endnu ikke hørt noget, og han finder ud af, at det er vilkår han må vænne sig til.
- Jeg har oplevet venteperioder, hvor jeg ingen ting har hørt, på mellem tre og elleve måneder ad gangen. Det eneste jeg ønsker er at få lavet den ressourceprofil, jobcenteret skal bruge, når de skal vurdere, om jeg kan indstilles til at søge om førtidspension, siger Leif Poulsen.
Hans sygdom betyder, at nervesignalet fra hjernen til musklen svigter, så Leif Poulsens muskler ikke kan udføre det, hjernen beder dem om. Det er en styrkeprøve at løfte, vride eller taste på computeren, og Leif Poulsen bliver hurtigt træt og fraværende.
Derfor virker det nærmest som et udslag af dårlig humor, da Leif Poulsen bliver sendt i jobprøvning med oprydning, rengøring og computerarbejde på et ældrecenter.

Beklager forløbet
Efter jobprøvningen klager han til kommunens borgerrådgivning, som anmoder jobcenteret om en skriftlig status og tidsplan for sagen. Jobcenteret beklager i et svar, at Leif Poulsen sag er blevet 'glemt' over flere omgange - men en tidsplan får han aldrig.
I dag har han endnu ikke hørt fra jobcenteret. Den lange sagsbehandling koster ham hver måned flere tusind kroners forskel på førtidspensionen og den fleksydelse, han får nu, og han har mistet mulighed for en engangspension på 150.000 fra sit pensionsselskab, som han havde fået, hvis han var blevet førtidspensionist før han sidste år fyldte 60.
- Men det værste er, at man føler sig uværdig. Det er hårdt at skulle slås med min fremadskridende sygdom og min sag samtidig. Og det er utrygt og urimeligt, at jeg skal gå så lang tid i uvished, beklager Leif Poulsen.
Leif Poulsen retter ikke skytset mod de ansatte på jobcenteret.
- Jeg ved godt, at de slås med underbemanding og omlægninger. Det handler jo om, at politikerne vil spare penge - både på ressourcerne i jobcenteret og på mig. Fleksydelse er jo billigere end førtidspension, konstaterer Leif Poulsen.