22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Statsstøtte til Cepos

Statsstøtte til Cepos

Fredag, 17. oktober, 2008, 00:00:00

Du betaler for Cepos` liberale korstog for at fjerne topskatten. Cepos er nemlig godkendt af Skat som en almennyttig forening. Derfor kan støttebidrag trækkes fra

Alle, der indbetaler støtte til den ultra-liberale tænketank Cepos, kan trække beløbet fra i skat.
Det skyldes, at Cepos klassificeres som en almennyttig forening. Danske skatteydere støtter hvert år dette almennyttige arbejde ved, at alle, der giver et bidrag til en eller flere af de velgørende foreninger og fonde, kan trække deres bidrag fra i skat.
Cepos står opført på side fire på Skats liste over godkendte almennyttige foreninger og fonde i Danmark. På samme liste står Læger Uden Grænsers Fond, Dansk Handicap Forbund, Dansk Røde Kors og andre organisationer, som gør et stort arbejde for syge, socialt udsatte og fattige i Danmark og i udlandet.
Skat slår fast, at en almennyttig organisation skal have et formål der '!ud fra en i befolkningen almindeligt fremherskende opfattelse kan anses for nyttigt, og kommer en vis videre kreds til gode'.
Cepos` direktør, Martin Ågerup, har ingen skrupler over, at foreningen er opført på listen. Hen er ikke i tvivl om, at den borgerlige tænketank kan betegnes som almennyttig.
- Hvis vi får sænket topskatten og lader folk beholde deres egne penge, vil det føre til at flere unge tager en uddannelse, fordi de bliver belønnet når de senere får et arbejde og skal betale skat, forklarer Cepos-direktøren.
Det er skatteministeren, der har godkendt, at Cepos står på listen.
Cepos skriver på sin hjemmeside, at den arbejder '!for afskaffelse af top- og mellemskat.' og '!for at fremme borgerlig-liberale værdier i Danmark.'
Skats regler slår ellers klart fast, at '!organisationer der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, ikke anses for almennyttige'.
- Det er rigtigt, at vi har et holdningsmæssigt udgangspunkt for vores arbejde. Men andre organisationer på listen, som Greenpeace, Læger Uden Grænser, Kræftens Bekæmpelse og Amnesty International, udtrykker jo også politiske holdninger, siger Cepos-direktør, Martin Ågerup til Arbejderen og uddyber:
- Amnesty International udgiver rapporter, der udtaler sig om forskellige landes menneskerettigheder. Det er en politisk vurdering. Og Kræftens Bekæmpelse har en holdning til, hvordan sundhedsvæsenet skal indrettes. Det er også udtryk for en politisk holdning.
Martin Ågerup vil ikke oplyse, hvad Cepos bruger sine penge til. Både regnskab og budget er hemmelige.
Direktør Niels Foss og Landbrugsrådets præsident Peter Gæmelke er blandt dem, som støtter Cepos og kan trække deres bidrag fra i skat. Cepos` direktør har ikke noget overblik over, hvor meget det betyder i kroner og ører for Cepos at være godkendt som almennyttig forening.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Skat og Venstres skatteordfører.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland