I 11. time trak flere talere sig efter et gigantisk mediestormvejr. Lokale medier forudså i stort opsatte artikler, at der ville blive ballade under lørdagens demonstration
Mellem 1000 og 1500 mennesker deltog lørdag eftermiddag i en demonstration i Århus mod racisme, nazisme og hate crimes.
Demonstrationen, som var arrangeret af Antiracistisk Netværk i Århus, løb fredag ind i et gigantisk medie-stormvejr. Både Århus Stiftstidende (ÅS) og Jyllands-Postens Århus-sektion (JP) forudså i stort opsatte artikler, at der ville blive ballade under demonstrationen.
'Hårdtslående gadeaktivister fra den voldelige venstrefløjs-fraktion AFA kommer til Århus i weekenden' hed det i ÅS under overskriften 'Politiet ruster sig til gadekampe'.
JP slog i en leder under overskriften 'Balladevarsel' den samme tone an og gik direkte efter to af talerne, det socialdemokratiske byrådsmedlem, Ango Winther og den radikale Morten Østergaard: 'Det er disse grupper, Ango Winther og Morten Østergaard er med til at give legitimitet med deres taler'.
Og presset virkede, begge trak sig som talere i 11. time. I stedet sprang blandt andet Kirsten Normann Andersen, formand fro FOA i Århus, til som taler:
- Jeg bekymrer mig over at det lykkedes en borgerlig presse at få talere til at trække sig. Men tavse stemmer rykker ingenting. Det er tid til at rykke sammen, venner, sagde FOA-forkvinden blandt andet.
Til gengæld forløb demonstrationen fuldstændig fredeligt, selv om den racistiske hooligangruppe White Pride forsøgte at provokere til slagsmål i Jægergaardsgade ud for deres stamværtshus.
Anri-racistisk Netværk i Århus er meget tilfredse med demonstrationens forløb:
- Vi vil gerne sige tak til alle de mennesker som trodsede de seneste dages negativ medie-omtale, og gik på gaden for at give Århus smilet tilbage, siger Peter Bonfils, talsmand for Antiracistisk Netværk.
Demonstrationsruten var i øvrigt 'prydet' af nazistiske symboler og slagord, blandt andet hagekors og 'rød=død'. Fire personer fra White pride blev natten til fredag anholdt og sigtet for at stå bag det omfattende grafitti-hærværk.
To af dem blev varetægtsfængslet frem til den 29. oktober, da dommeren frygtede, at de ellers ville markere sig ved lørdagens demonstration. Begge er tidligere dømt for politisk motiveret hærværk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278