22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FOA: Velfærd er ikke en vare

FOA: Velfærd er ikke en vare

Torsdag, 09. oktober, 2008, 00:00:00

Kampen mod markedsgørelse og for en stærk offentlig sektor står helt centralt i den Agenda med målsætninger for næste kongresperiode, som FOA vedtog i går

Fag og Arbejde (FOA) skal udvikle et bud på fremtidens velfærd, sikre sig større indflydelse på de økonomiske rammer for den offentlige sektor og indgå i alliancer med andre kræfter, der vil styrke den offentlige velfærd.
Sådan lyder et par af de målsætninger, som er indeholdt i den Agenda (dagsorden), som FOA vedtog på sin kongres i går.
De delegerede lagde stor vægt på de negative konsekvenser af den igangværende markedsgørelse og slog på vigtigheden af, at FOA er forrest i kampen for en skattefinansieret offentlig sektor med ordentlige økonomiske rammer.
- FOA skal stå vagt om den offentlige sektor, så den ikke underlægges de usunde principper i markedsøkonomien, sagde for eksempel Jakob Sølvhøj, formand for den pædagogiske sektor i FOA.
Olaf Christensen fra Landsforeningen af Socialpædagoger i København påpegede nødvendigheden, af, at FOA sætter fokus på de negative konsekvenser den stigende privatisering, kontrol, dokumentation og markedstænkning har på arbejdsmiljøet. Han fik tilslutning til et ændringsforslag, som fik præciseret det.
På forslag fra Steen Andersen fra FOA Nordsjælland blev det besluttet at nedsætte et netværk, der skal arbejde med udlicitering.
Agendaen indeholder i alt omkring 80 målsætninger omkring blandt andet sikring af bedre velfærd, flere hænder, arbejdsmiljø, bedre uddannelsesmuligheder, de næste overenskomstforhandlinger og den interne organisation.
I debatten omkring de kommende overenskomstforhandlinger slog Gina Liisborg, formand for Kost og Service sektoren, fast, at næste gang skal hendes medlemsgrupper, som blandt andet arbejder med rengøring og i køkkener, tilgodeses.
- Jeg vil have lovning på, at ved næste overenskomst står vi forrest i køen til mere i løn, vi var vandbærere for andre grupper ved den her overenskomst, næste gang skal vi have et lønspring, sagde hun.
Mange talere udtrykte begejstring for målsætningerne i Agendaen, enkelte var bekymrede for om de var for ambitiøse i forhold til at kunne nås i løbet af næste kongresperiode, mens andre kritiserede Agendaen.
Mange af budskaberne i Agendaen kunne min arbejdsgiver have skrevet, erklærede Jette Olsen fra FOA Århus. Hun ser mange gode visioner i Agendaen, men mener samtidig at den antaster afdelingernes suverænitet ved at fastlægge en lang række arbejdsopgaver centralt fra.
Også Birgit Otkjær, formand for FOA Viborg, var kritisk overfor Agendaen. Hun var blandt andet utilfreds med, at der ikke står noget om hvordan målene nås.
Agendaen blev efter indarbejdelse af en række ændringsforslag vedtaget med 516 stemmer. 48 stemte imod, mens seks undlod at stemme.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland