23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fighters+Lovers` terrordom er anket

Fighters+Lovers` terrordom er anket

Onsdag, 08. oktober, 2008, 00:00:00

Da Østre Landsret dømte seks ud af syv tiltalte aktivister fra Fighters+Lovers, anvendte de terrorloven forkert. De dømte søger nu om at få sagen for Højesteret

Forsvarsadvokat Hans Kjellund har nu sendt sin ansøgning om, at sagen mod de seks dømte aktivister fra Figthers+Lovers skal gå helt om i Højesteret.
Ansøgningen er sendt til Justitsministeriets Procesbevillingsnævn, som skal afgøre om Højesteret kan behandle sagen. Derimod afgør Højesteret selv, hvor meget af sagen den vil se nærmere på.
- Man kan normalt kun anke straffene til Højesteret. Men der er en mulighed for at få prøvet sagen i sin helhed på ny, nemlig hvis man har anvendt reglerne forkert, og det prøver vi først og fremmest på, siger advokat Kjellund til Arbejderen.
Hvis det ikke lykkes, så har Fighters+Lovers-forsvaret søgt om, at sagen går om ved Østre Landsret. Det er tidligere sket i sagen mod de to terrorsigtede tunesere, der sidder administrativt fængslet uden at hverken anklager eller forsvarer havde adgang til PET`s beviser mod dem.
- Endelig anker vi selve straffene, som vi finder meget hårde. Det er lidt tricky og spændende, hvad vi får lov til, siger Hans Kjellund.
I den første dom af sin slags fandt Østre Landsret det bevist, at både FARC fra Colombia og palæstinensiske PFLP var terrororganisationer. Derfor dømte den seks ud af de syv tiltalte skyldige i ulovlig økonomisk terrorstøtte.
To blev dømt seks måneders ubetinget fængsel, de fire andre fik betingede domme mellem fire måneder og 40 dage. Den syvende blev frifundet.
Et hovedpunkt i anken er, at Landsretten - ifølge forsvarsadvokaterne - kun har valgt at støtte sig til en begrænset del af det omfattende bevismateriale, som både forsvarer og anklager diskede op med under sagen.
Ifølge forsvarernes ansøgning betyder det, at den måde Østre Landsret bruger terrorloven på 'bliver usikker og forkert'. Det skyldes, at dommen ikke forklarer hvorfor man bruger nogle dokumenter og ikke andre.
Desuden udtrykker forsvarets anke dyb kritik af, at dommen fuldstændig ser bort fra forholdene i de to områder, hvor FARC og PFLP hører hjemme. Eller som det konkluderes i anken:
'Det må formodes, at de fleste fornuftigt tænkende mennesker vil have den opfattelse, at regimet i Colombia burde væltes hurtigst muligt, og at Israel bør trække sig ud af Palæstina hurtigst muligt'.
Det kan ifølge advokat Hans Kjellund tage adskillige måneder, inden Procesbevillingsnævnet når frem til en afgørelse på ansøgningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland