En særlig EU-dommer rejser nu til USA for at diskutere CIA`s beslaglæggelse af en dansk kjolehandlers penge
CIA får nu besøg af en særlig dommer under EU-kommissionen. Med i kufferten har dommeren et konkret eksempel på, at USA`s overvågning af europæiske statsborgere er gået for vidt.
Som tidligere beskrevet i Arbejderen har kjoleforhandler Christa Møllgaard-Hansens siden marts måned måtte undvære 1000 kroner, som er beslaglagt af CIA. Kjolehandleren fra Maribo kom i CIA`s søgelys, da hun ville overføre 205 dollar (cirka 1000 kroner) til en leverandør i Pakistan. Pengene var betaling for seks festkjoler. Men CIA mente, at der var en risiko for, at pengene ville gå til terror. Derfor blev de beslaglagt.
- Jeg er glad for, at min konkrete sag nu bliver rejst. Normalt tager EU-kommissionen ikke enkeltsager op. Men min sag er desværre med til at belyse et generelt problem med USA`s overvågning af almindelige europæiske statsborgere. Nu håber jeg på, at mit navn bliver renset, at jeg får mit navn slettet af CIA`s register, og at jeg får mine penge igen. Men man skal ikke glæde sig for tidligt, siger Christa Møllgaard-Hansen til Arbejderen.
Det er ikke regeringen men derimod det menige medlem af EU-parlamentet Christel Schaldemose, som har har rejst sagen i EU.
EU er en naturlig del af sagen. Det er nemlig EU`s terrorlove, som giver USA grønt lys til - via det internationale pengeoverførselssystem 'Swift' - at overvåge alle EU-borgeres pengestrømme.
- Jeg er glad for, at EU går ind i sagen. Men EU-kommissionens brev til mig indeholder samtidig en fralæggelse af ansvaret. EU-kommissionen lover kun at tage sagen op og komme med en rapport i 2009. EU har fortsat intet organ, hvor almindelige mennesker kan klage over CIA`s overvågning, som EU selv har blåstemplet, konstaterer Christa Møllgaard-Hansen.
Det er ikke lykkedes for CIA at skræmme den unge kjoleforhandler. Hun har taget en plettet kjole i sin kollektion og døbt den 'Kjole med bomber'. I løbet af kort tid blev de i alt ti kjoler totalt udsolgt, fortæller Christa Møllgaard-Hansen.
Se selv de farlige Galla- og fest-kjoler hos Christabellas
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278