16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

TIB-unge vil se handling

TIB-unge vil se handling

Torsdag, 02. oktober, 2008, 00:00:00

De unge på TIB`s kongres ser positivt på fremtiden. De glæder sig til, at afdelingerne går hjem og omsætter den verbale opbakning til konkret handling

En medlemshverver i hver TIB-afdeling, som skal arbejde med at få kontakt til unge og seks aktiviteter i løbet af et år henvendt til unge.
Det var nogle af de beslutninger, som blev truffet på kongressen for at styrke forbundets ungdomsarbejde.
- Den stemning og det engagement, som de delegerede har udtrykt i forhold til ungdomsarbejdet i TIB her på kongressen, lover godt. Det er rigtig positivt, siger Henrik Villadsen, 26-årig tømrersvend fra afdeling 3.
Sammen med Lasse Hansen og Claus Hansen fra afdeling 8 glæder han sig over beslutningerne.
Hans Thodberg, tømrer på 26 år, ser ingen problemer med at nå det ambitionsniveau i afdeling 1, hvor han kommer fra.
- Vi er rigtig godt med og laver snildt det antal aktiviteter på et halvt år. Til gengæld kan vi godt blive bedre til at samle de unge op, mens de stadig er i gang med deres uddannelse.
Kongressen kan være med til at give arbejdet et tiltrængt spark i den rigtige retning, mener de fire unge. Og de er selv parate til at kaste sig over opgaven, når det bliver hverdag igen.
- Vi skal ud og have fat i flere unge og få dem til at interessere sig for fagforeningen, mener den 22-årige tømrer Claus Hansen.
Lasse Hansen, der er bygningssnedker og 27 år, supplerer:
- Det er vigtigt at tænke på, hvad det er for en person, de unge møder. Det nytter i hvert fald ikke noget at komme dag et og bare sige, at de skal være medlem af fagforeningen. Der skal skabes et tillidsforhold mellem de unge og fagforeningen.
Henrik Villadsen har et helt konkret forslag til, hvordan arbejdet med at skabe kontakt til unge på de tekniske skoler kan få et løft.
- Det vil være en god ide at frikøbe nogle af de fagligt aktive unge fra deres arbejde, så de kan komme med ud på skolerne en gang om måneden. Det er vigtigt, at det bliver en person, som brænder for opgaven, og som ikke gør det, alene fordi vedkommende skal.
TIB Ungdom har haft en stand på kongressen. Den har haft besøg at folk fra afdelinger, hvor ungdomsarbejdet ikke kører specielt godt.
- De har været for at få gode ideer. Det ser vi helt sikkert som et positivt signal, slutter Lasse Hansen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland