15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danske håndværkere under pres

Danske håndværkere under pres

Tirsdag, 30. september, 2008, 00:00:00

Udsigten til stigende arbejdsløshed får byggefagforeninger til at frygte at danske håndværkere fyres til fordel for billigere udenlandske kolleger

Sidste år på denne tid var alle murere og murerarbejdsmænd i 3F Transport, Logistik og Byg Århus i arbejde. For tiden er lidt over fem procent af dem på dagpenge.
- Når de ikke har noget at lave nu, må det være fordi, der ikke er arbejde til dem, konkluderer Arne Knudsen, formand for fagforeningens byggegruppe.
Han fortsætter:
- Det har helt sikkert noget med lønnen at gøre. Vi kan jo se, når vi kommer rundt på byggepladserne og tjekker både danske firmaer og udenlandske underentreprenører, at der går masser af polske og tyske håndværkere. Så noget tyder på, arbejdsgiverne beholder de billigere udenlandske håndværkere og fyrer de danske.

Danske murere på dagpenge
Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København kender også eksempler på danske murere, der må kigge på, mens tyske billigere kolleger svinger murerskeen.
Der er historien om Skanska, der fyrer et dansk murersjak på otte og erstatter det med et tysk. Så sent som i sidste måned aktionerede flere af fagforeningens medlemmer foran en byggeplads i København, hvor det tyske byggefirma Holz- und Bautenschutz har folk i gang med at skalmure. Firmaet vil ikke tegne dansk overenskomst, og de tyske murere får cirka 25 kroner mindre i timen end den overenskomstmæssige danske mindsteløn, der for murerarbejde på timeløn lyder på 129,40 kroner.
Det seneste eksempel er mindre end 14 dage gammelt. Da vandt byggefagforeningerne første halvleg over bygherren Keflar Invest på den omstridte byggeplads Mønten. Et par ugers blokader er foreløbig endt med, at Keflar har fyret de to polske underentreprenører. Og der er sat en stopper for grov underbetaling og elendige arbejdsforhold af cirka 100 polske bygningsarbejdere.
- Det er vanskeligt at sætte helt konkrete tal på problemets omfang, og jeg tror, at arbejdsgiverne, belært af tidligere uheldige episoder, er blevet mere forsigtige. Alle kan se det urimelige i at fyre eksempelvis et dansk murersjak og i stedet hyre et tysk. Det sker givetvis stadig, men det er blevet mere uigennemskueligt, siger Jesper Weihe, formand for byggegruppen i BJMF.
Han tror, at der er 'lige så mange udenlandske håndværkere i dag som i går'. Det vil faldende beskæftigelse ikke ændre på, mener Jesper Weihe.
- Arbejdsgiverne vil sandsynligvis benytte muligheden for at beholde den billigste arbejdskraft.
Udviklingen i BJMF peger da også i den retning. Mens arbejdsløsheden for afdelingens murere og murerarbejdsmænd for to år siden var nede på 2,5 procent i højsæsonen har den de sidste to år været på omkring otte.
- Aktuelt er der 36 murerarbejdsmænd og 107 svende uden arbejde. Det svarer til henholdsvis lidt over og lidt under 10 procent, fortæller a-kasseleder Søren Andersen.

Skatteregler skævvrider
Arne Knudsen er overbevist om, at de arbejdsløse murere og murerarbejdsmænd i Århus ville have haft arbejde, hvis de udenlandske kolleger ikke var billigere. Den århusianske 3F-afdeling får hver uge op til flere opringninger, der vidner om, at der tilsyneladende er arbejde nok, hvis bare lønudgifterne ikke er for store.
- Tirsdag i sidste uge fik jeg en opringning om en plads med fire polske murere. Ugen før blev afdelingen kontaktet, fordi et velrenommeret Århus-firma havde valgt at ansætte 3-4 tyske håndværkere i stedet for danske til at lægge nyt tegltag på Moesgaard Museum, fortæller Arne Knudsen til Arbejderen.
Fagforeningens a-kasseleder Klaus Jensen kalder det unfair konkurrence, og han giver skattereglerne en del af skylden for at arbejdsgiverne fyrer de danske håndværkere før de udenlandske.
- En tysk murer vil hellere end gerne gå for 130 kroner i timen, fordi han drager fordel af skattereglerne om diæter og transportfradrag. En dansk murer skal have noget mere i timen, men han skal betale skat af lønnen. Det kan ikke være meningen, at skattekronerne skal bruges til at arbejdsgiverne kan ansætte billigere arbejdskraft. Skattereglerne må laves om.
Byggegruppens formand undrer sig højlydt over, at det kan betale sig at ansætte de udenlandske håndværkere.
- Jeg kender et eksempel med to ens huse, hvor der skulle mures en spidsgavl. På det ene gik et dansk murersjak på to murere og en arbejdsmand. De klarede opgaven på en dag og havde i underkanten af 300 kroner i timen. Til sammenligning gik der et polsk sjak på det andet hus. De fik 40 kroner i timen, men brugte en uge på opgaven, fortæller Arne Knudsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland