23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk Byggeri siger nej til OK-krav

Dansk Byggeri siger nej til OK-krav

Tirsdag, 30. september, 2008, 00:00:00

Dansk Byggeri afviser forslaget fra byggefagforeninger, der skal forpligte hovedentreprenører til kun at anvende overenskomstdækkede firmaer

Dansk Byggeri er absolut ikke varm på forslaget om at forpligte medlemsvirksomhederne i forhold til underentreprenører.
- Vi mener ikke, at vi skal pålægge vores medlemsvirksomheder kun at indgå underentrepriser med firmaer, der har overenskomst. Det vil indskrænke virksomhedernes handlefrihed. Det er en begrænsning, som Dansk Byggeri ikke mener overenskomsten skal indeholde, siger Thorsten Wilstrup, afdelingschef i Dansk Byggeris Arbejdsgiversekretariat, til Arbejderen.
Han husker godt, at fagforeningerne i byggebranchen havde forslaget med til overenskomstforhandlingerne i 2007. Forslaget blev afvist af arbejdsgiverne med ovennævnte argument, og det er der ikke ændret ved siden, forsikrer han.
Byggefagforeningerne ser ellers forslaget som en oplagt mulighed for at få et redskab, så der kan komme mere styr på den underskov af useriøse underentreprenører, der underbyder danske overenskomster. Og der er vel at mærke også medlemmer af så medlemmer af Dansk Byggeri, som gør det.
Ifølge Thorsten Wilstrup er Dansk Byggeri enig i, at alle medlemsvirksomheder skal arbejde på samme vilkår. Alligevel ser han - på trods af eksempler på snyderi fra medlemmers side - ingen grund til at ændre den nuværende procedure for optagelse af nye medlemsvirksomheder.
- Desværre er der eksempler på at nogle af medlemsvirksomhederne overtræder reglerne. Men der har vi den danske aftalemodel, som træder i kraft. Arbejdsmarkedets parter løser de problemer, der måtte opstå med udenlandske firmaer og deres ansatte nøjagtigt som hvis der opstår problemer på en hvilken som helst anden virksomhed, siger han.
Dansk Byggeri har cirka 60 udenlandske medlemsvirksomheder men anslår, at der er 3.000 udenlandske virksomheder i landet.
Thorsten Wilstrups ansvarsområder drejer sig primært om overenskomstmæssige forhold og arbejdsmarkedslovgivning. Derfor ønsker han hverken at udtale sig om skatteregler, myndighedernes ressourcer eller spørgsmålet om, hvorvidt Dansk Byggeri kan bidrage mere aktivt end i dag til at sikre ordnede forhold i byggebranchen, som Byggefagenes Samvirke efterlyser.
- Det må vente til Børge Elgaard (direktør i Dansk Byggeri, red.), vender tilbage fra sin udlandsrejse, slutter afdelingschefen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland