23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

NNF-kongres slut

NNF-kongres slut

Lørdag, 20. september, 2008, 00:00:00

I går sluttede fire dagens kongres i Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, NNF. Arbejderen har spurgt fire delegerede om, hvordan de synes kongressen er gået

Erna Lange, faglig konsulent for tobaksgruppen. Nyvalgt til den fødevareindustrielle OK-følgegruppe:
- Det har været en meget strømlinet kongres. Alt er gået efter planen, lige med undtagelse af de unges forslag om at få en repræsentant i hovedbestyrelsen.
- Jeg kunne godt have ønsket mig flere indlæg og spørgsmål fra de lokale delegerede, ikke mindst til den nye struktur. Det har mest været afdelingsformændene, der har været på talerstolen.
- Jeg bryder mig ikke om beslutningen om at ændre brancherne, som NNF i sin tid blev stiftet på. Alle brancher har tidligere haft en stemme, uanset størrelse. Jeg frygter, at de små brancher bliver klemt i den nye struktur.

Stine Johansen, ungdomsrepræsentant fra NNF Horsens. Sikkerhedsrepræsentant på småkagefabrikken DCI:
- Jeg er først og fremmest glad for, at det lykkedes os at vinde afstemningen om at få en ungdomsrepræsentant i hovedbestyrelsen. På den måde har det været en god kongres.
- Det var en positiv overraskelse at opleve opbakning fra så mange af de andre delegerede, især fordi jeg troede, at opbakningen til vores forslag kun ville være lige ved og næsten.
- Nu bliver det spændende om den opbakning, vi har fået her på kongressen, også kommer til udtryk, når vi vender hjem i de lokale afdelinger og skal i gang med det mere konkrete ungdomsarbejde.

Per Hansen, formand for NNF Sønderborg:
- Nyt NNF har været længe undervejs, og kongressen har båret præg af, at debatterne var taget på forhånd. De manglede i salen.
- Vi snakker meget om, at tillidsrepræsentanten skal i centrum. Det er dem, der skal komme med input til forbundet. Derfor ærgrer det mig, at man ikke tager skridtet fuldt ud. Både overenskomst-følgegrupperne og forhandlingsudvalgene burde sammensættes af tillidsrepræsentanter fra arbejdspladserne. Der er for mange afdelingsansatte begge steder.
- Jeg savner lidt flere politiske udmeldinger fra forbundet, også fagpolitiske, for eksempel om hvad vi vil med et fødevareforbund og vores nye navn.

Karsten Thomsen, tillidsrepræsentant Danish Crown i Sæby:
- Kongressen er gået som forventet, men jeg er ikke glad for den nye struktur, der er vedtaget. Det nære forsvinder, og der er tale om en beslutning oppefra og ned.
- Nu skal vi hjem i afdelingerne og holde generalforsamling. Her skal medlemmerne tage stilling til en struktur, som allerede er vedtaget på kongressen. Det er ikke specielt demokratisk. Desuden tror jeg ikke, at antallet af ansatte bliver væsentligt reduceret.
- Jeg synes til gengæld, det er et stort plus, at der er kommet tillidsrepræsentanter i hovedbestyrelsen. Jeg så gerne, der kom endnu flere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland