15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge i NNF klar til at tage fat

Unge i NNF klar til at tage fat

Torsdag, 18. september, 2008, 00:00:00

Skal de unge inddrages i fagligt arbejde, er det nødvendigt med mere uformelle strukturer end hidtil, mener NNF, som vil etablere netværk for unge

Tre kampklare unge møder Arbejderen i middagspausen under NNF`s kongres i Aalborg.
De er alle tre til faglig kongres for første gang - sammen med 14 andre ungdomsrepræsentanter.
- Det er et stort ansvar at opbygge et ungdomsarbejde, men vi tager gerne det ansvar, siger Mette Teglhus Hansborg, mens Stine Johansen og Lars Pinnerup begge nikker bifaldende.
- Der er mange unge, der ikke kan se, hvorfor de skal være medlem af en fagforening. Det kunne jeg heller ikke selv, før der var en tillidsrepræsentant, der greb fat i mig og fortalte mig om fagforeningen, fortæller Stine Johansen, der har været medlem af NNF Horsens i cirka to år.
Hun er blevet tændt på ungdomsarbejdet og er sine kun 22 år til trods allerede valgt som sikkerhedsrepræsentant på sin arbejdsplads DCI, som fremstiller småkager.

Hvervning blandt unge
- Det nytter ikke bare at sige til de unge, at de skal melde sig i fagforening. De kigger på, hvad det koster, og vil vide, hvad de får for pengene. Det skal vi kunne forklare dem, fortæller 24-årige Mette Teglhus Hansborg.
Hun er udlært slagter og har været medlem af NNF i syv år, de sidste tre år som aktiv. Hun sidder i den afgående hovedbestyrelse som ungdomsrepræsentant.
Lars Pinnerup har med en alder på 33 år reelt overskredet aldersgrænsen for at tilhøre ungdommen i NNF.
- Jeg blev opmærksom på betydningen af at få fat i de unge efter en medlemskampagne på min egen arbejdsplads Holstebro Flødeost.
Efter aftale med hans afdeling, NNF Holstebro, skal han være med til at etablere kontakt til unge.
- Jeg skal via netværk være med til at knytte dem tættere sammen både indbyrdes og til den lokale afdeling, forklarer han.

Uformelle strukturer
De tre ungdomsrepræsentanter er enige om, at kontakten ung og ung imellem er vigtig for at få nye medlemmer. Skal de oveni inddrages i fagligt arbejde, er det nødvendigt med mere uformelle strukturer end hidtil.
- På landsmødet i februar nedlagde vi Landsudvalget og erstattede det med netværk. På den måde blev det muligt at blive aktiv på en mindre forpligtende måde. Tidligere skulle man binde sig for en bestemt periode, og det har helt sikkert afholdt nogle fra at gå ind i arbejdet, siger Stine Johansen.
Mette Teglhus Hansborg følger hurtigt op:
- Lysten skal drive værket. Med etableringen af netværk bliver det nemmere at trække folk ind i arbejdet, uden at de nødvendigvis skal vælges til det.
Hun og de to andre ungdomsaktivister ser optimistiske på fremtiden. De er især glade for, at Nyt NNF lægger vægt på at komme ud på erhvervsskolerne. Jo før man får fat på de unge, jo bedre, lyder ungdomsrepræsentanternes logiske konklusion.
De er dog nervøse for, om de mister den plads i Hovedbestyrelsen, som hidtil har været reserveret til en ungdomsrepræsentant.
Med forslaget om et 'Nyt NNF' er der lagt op, at ungdommen ikke længere skal have plads i hovedbestyrelsen. Derfor har de også stillet et ændringsforslag, som kongressen senere skal tage stilling til.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland