15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ældre vil indtage gaderne

Ældre vil indtage gaderne

Tirsdag, 16. september, 2008, 00:00:00

Vores ydmyghed er slut, siger de ældre, der vil demonstrere i fem byer mod nedskæringer og stigende ulighed. Tre ud af fire borgmestre forventer besparelser på området

Rollatorer og stokke er ingen forhindring. Ældre går på gaden onsdag den 1. oktober i fem store byer rundt omkring i landet for at demonstrere for lighed, velfærd og en anstændig folkepension.
- Nu er ydmygheden fra os pensionister slut. Vi oplever, at priserne stiger voldsomt, uden folkepensionen følger med, mens vi bliver sat bagerst i køen, når sygehusvæsenet bliver opdelt i A- og B-hold, som følge af, at flere og flere lønmodtagere får private forsikringer. Nu har vi fået nok, siger Anton Johannsen til Arbejderen.
Han er formand for LO Faglige Seniorer, som er en af de fire store ældreorganisationer, som står på protesterne. De andre er Ældremobiliseringen, Pensionisternes Samvirke og Sammenslutningen af Pensionistforeninger i Danmark.
Alle, der er indignerede over forholdene for de udsatte grupper, er velkomne til demonstrationerne, fortæller Anton Johannesen. Lokale kunstnere vil sørge for de musikalske indslag.
- Jeg tror på, at netop fordi sådanne demonstrationer ikke er hverdagskost for de ældre, vil der møde rigtig mange op. Og af samme grund vil demonstrationens budskaber forhåbentlig interessere pressen og politikerne, siger Anton Johannesen.
Anledningen til demonstrationerne er FN`s ældredag den 1. oktober, men årsagen er, at de ældre føler sig stadig mere pressede af nedskæringerne på velfærden, og af at priserne stiger voldsomt, mens folkepensionen ikke bliver opreguleret i takt med lønudviklingen i samfundet.
- Når jeg rejser rundt til vores lokale klubber, oplever jeg, at folkepensionisterne er stærkt utilfredse med udviklingen. Den stigende ulighed og prisstigning rammer først og fremmest de svageste ældre, der kun får deres folkepension. I et så rigt land som Danmark, må der også være råd til at give os en anstændig folkepension, fastslår Anton Johannsen.
De ældre har nok at have deres utilfredshed i. 79 procent af landets borgmestre forventer, at de skal spare på ældreområdet, når budgettet for næste år skal lægges, viser en undersøgelse fra Ritzau. Det er især rengøring, ture og sengeredning, der spares på.
En uge inden demonstrationerne sætter Ældremobiliseringen spot på problemerne med satspuljen, som hvert år snupper en del af den stigning, som pensionisterne og andre på overførselsindkomster skal have for at følge med lønudviklingen. Det sker til en høring den 23. september klokken 13 til 16 i Klærkesalen, Griffenfeldsgade 44.

Demonstrationer onsdag den 1. oktober klokken 13.15 i København, Aalborg, Roskilde, Århus og Odense. www.losenior.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland