14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Post Danmark sylter klager

Post Danmark sylter klager

Tirsdag, 16. september, 2008, 00:00:00

I dag skal Post Danmark overfor Danske Dagblades Forening forklare, hvorfor Arbejderen ofte ikke når frem til læserne

Stort set hver dag oplever læsere af Dagbladet Arbejderen, at avisen ikke dumper ind ad brevsprækken eller ligger i postkassen. Alene i år har Arbejderens abonnementsafdeling - foreløbig - afsendt over 1400 elektroniske reklamationer og 100 øvrige klager til Post Danmark, der har ansvaret for at bringe avisen hjem til abonnenterne. Kun på en brøkdel af klagerne er der kommet en forklaring fra Post Danmark.
Hos brancheorganisationen Danske Dagblades Forening ser man alvorligt på Post Danmarks elendige udbringning af Arbejderen og de andre landsdækkende dagblade.
- Generelt set har de danske dagblade siden efteråret haft store problemer med Post Danmarks udbringning. Post Danmark lever for øjeblikket ikke op til sin egen målsætning om at 98,5 procent af posten skal leveres rettidigt. For øjeblikket er det kun cirka 96 procent af posten som kommer frem til tiden, konstaterer Adam Rue, konsulent hos Danske Dagblades Forening.
Og når dagbladet ikke kommer dagligt, opsiger abonnenterne avisen.
- Et dagblad er et dagsaktuelt produkt. Det er ikke spændende at få en bunke aviser med gamle nyheder. Derfor er vi meget følsomme overfor, om Post Danmark får bragt avisen ud hver dag, fortsætter Adam Rue.

Møde i dag
I dag tager han de dårlige forhold for Arbejderens abonnenter op på det halvårlige møde, som Danske Dagblades Forening har med Post Danmark.
- Det store arbejde, Arbejderen laver med at fastholde og udbygge skaren af abonnenter, skal ikke ødelægges af, at Post Danmark ikke får uddelt avisen, fastslår Adam Rue.
Problemer med udbringningen kan få store konsekvenser for en lille avis som Arbejderen, hvis alt for mange abonnenter falder fra, advarer han.
- En betingelse for at modtage det statslige tilskud til at distribuere avisen er minimumskravet om et vist antal abonnenter over hele landet. Hvis Arbejderen mister abonnenter, risikerer I også at miste distributionstilskuddet - og så er I jo truet på livet.
Hver dag kører Post Danmark ud med cirka 150.000 dagblade. For øjeblikket forsvinder eller forsinkes 6000 aviser hver dag i posten, vurderer Danske Dagblades Forening.
Udover Arbejderen er Kristeligt Dagblad det eneste dagblad, som hver dag distribueres udelukkende af Post Danmark over hele landet. Herudover benytter de store morgenaviser (Politiken, Jyllands-Posten, Information og så videre) sig også af Post Danmark, når avisen skal ud på landet, hvor der ikke kører bude fra Bladkompagniet.

Kun toppen af isbjerget
I Arbejderens abonnementsafdeling håber man, at mødet mellem Post Danmark og Danske Dagblades Forening vil give svar på de mange klager, som avisen har sendt over udeblevne aviser.
- Ud af de mere end 1500 klager vi har afsendt, har Post Danmark kun svaret os i 38 tilfælde. I ét tilfælde opsagde en ny læser sit abonnement, fordi han næsten aldrig fik sin avis. Alligevel fik vi først svar på vores henvendelser til Post Danmark én måned senere, fortæller Jette fra Arbejderens abonnementsafdeling.
En læser har sendt hele 33 klager alene i år. Det svarer til, at mere end én måneds aviser ikke er kommet til tiden.
I løbet af året har Post Danmark efterbestilt mere end 1500 aviser, som ikke er nået frem til de lokale posthuse. Arbejderen kan fremvise stemplede afleverings-kvitteringer, som viser, at postsækkene med aviserne er blevet afleveret til Post Danmarks centrale modtagelse i København, så hovedparten af dem må være blevet væk i Post Danmarks egne systemer.
Arbejderens abonnementsafdeling vurderer, at de mere end 1500 klager kun er toppen af isbjerget. Der er mange som ikke orker at klage og andre henvender sig først, hvis det sker mere end én gang på en uge, at avisen ikke kommer til tiden.
- Derfor ligger det reelle antal snarere over de 3000 alene i årets første knap ni måneder, vurderer Jette.

Mangler bude
Hos Post Danmark kender distributionskontoret udemærket til den elendige levering af Arbejderen.
- Det er ikke godt nok. Der er mange steder, hvor det kan gå galt: Under indleveringen, under transporten og i uddelingen. Det forsøger vi at undersøge. Og så har vi svært ved at skaffe postbude nok. Og dem vi får ind, har vi svært ved at fastholde. Men det er jo ikke kundernes problem. Derfor har vi igangsat en hvervekampagne, der skal få flere til at blive postbude og sideløbende vil vi forbedre vores arbejdsforhold, fortæller vicedirektør i Post Danmark distributionskontor, Finn Hansen, til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland