Regionernes stramme økonomiaftale snyder hospitalerne for penge, de har sat af til at opfylde regeringens løfter om hurtig kræftbehandling
For fire måneder siden tegnede fremtiden lys for kræftområdet på Region Hovedstadens hospitaler.
Regionsrådet lagde op til en udvidelse af driftsrammen på kræftområdet med 250 millioner kroner, som blandt andet skulle bruges til flere senge, længere åbningstider i ambulatorierne og overarbejdsbetaling til de ansatte.
Pengene skulle komme fra regeringen, som lovede at betale, hvad der skulle til for at opfylde valgkampsløftet om den hurtigst mulige behandling.
- Da kræftpakkerne blev lavet, fik vi at vide, at vi skulle skabe de optimale vilkår for kræftpatienterne og ikke tænke på ressourcerne. Det betød blandt andet, at vi den første april oprettede tre nye stillinger for at kunne tage patienterne ind med meget kort varsel, siger Henrik Harling, ledende overlæge på Bispebjerg Hospitals kirurgiske afdeling K, til Arbejderen.
Men virkeligheden viste sig hurtigt ikke at kunne bære regeringens løfter om den forbedrede kræftbehandling.
Blot en uge efter at Henrik Harling havde fået grønt lys til at ansætte tre nye kolleger, fik han besked fra regionen om, at pengene ikke var der alligevel.
Regionernes aftale med regeringen om næste års økonomi havde nemlig kun sat 55 millioner kroner af til kræftområdet i Hovedstaden, og det har fået konsekvenser på den kirurgiske afdeling K.
- Nu sidder jeg med en økonomi, hvor jeg har ansat personale, jeg ikke kan få penge til alligevel. Det presser afdelingen så meget, at vi ikke kan garantere at tiderne i kræftpakken bliver overholdt længere, fortæller Henrik Harling.
Kræftpakkerne blev vedtaget sidste år af regeringen og Danske Regioner for at fremskynde landets kræftbehandling. Lungekræftpatienter er blevet behandlet efter pakkens struktur siden oktober sidste år, mens resten af området fulgte med fra april i år.
Men selvom løfterne presser lægerne til at øge niveauet mere, end de har ressourcer til, mener Venstres sundhedspolitiske ordfører, Birgitte Josefsen, ikke at det er regeringens ansvar.
- Hallo, hallo. Det er ikke mit problem, hvis Henrik Harling har ansat for meget personale. Det er jo ikke os, der sidder inde i Folketinget og ansætter folk. Der er penge nok i økonomiaftalen til at opfylde kræftpakkens løfter, så det er et prioriteringsproblem, som kun Region Hovedstaden har, hvis de ikke kan finde ud af det, siger hun til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278