Blandt forsvarets vidner i terrorsagen mod Fighters+Lovers var den colombianske menneske-rettighedsadvokat Miguel Reyes, der er gået i eksil på grund af dødstrusler
Den colombianske retsstats virkelighed kunne for en kort stund opleves live i Østre Landsret i går. Det skete, da den colombianske advokat Miguel Angel Gonzáles Reyes vidnede i sagen mod designfirmaet Fighters+Lovers.
Advokat Reyes har det sidste halve år boet i Spanien under et beskyttelsesprogram 'for folk i min situation', som han udtrykte det i retten. Han er gået i eksil efter dødstrusler, og Colombias regering vil ikke garantere for hans sikkerhed. Han beskyttes derfor af tre livvagter, når han besøger sit hjemland.
Reyes har i mange år forsvaret fagforeningsfolk, som er blevet arresteret uden anklager, og som ofte sidder fængslet i årevis uden at komme for en dommer. Ifølge advokat Reyes er der alene i 2008 myrdet 40 fagforeningsledere, og tallet stiger.
Advokat Reyes, der også er generalsekretær for Sammenslutningen af Demokratiske Jurister i Colombia, var indkaldt som vidne af forsvarerne for Fighters+Lovers. De er tiltalt for at ville støtte den colombianske oprørshær FARC økonomisk og for dermed at overtræde de danske terrorlove.
Forsvarsadvokat Torkil Høyer spurgte advokat Reyes, om han vil kalde Colombia for en retsstat.
- Formelt, ja - men ikke reelt, svarede advokaten. Han gav derefter flere eksempler på hvorfor.
- Retten til livet er indskrevet i forfatningen, men ifølge en undersøgelse, foretaget af colombianske menneskerettighedsgrupper, blev 329 personer henrettet i 2007 uden rettergang. Året før var tallet 223.
Reyes citerede også en Amnesty International rapport for, at i 2007 blev 230 personer bortført af colombiansk politi eller militær, selv om det er forbudt ifølge forfatningen. Ifølge samme rapport er anvendelsen af tortur også øget drastisk.
Østre Landsrets juridiske dommere lyttede med ekstra opmærksomhed, da advokat Reyes fortalte om forsvarsadvokaters og dommeres vilkår ved Colombias domstole.
- Der er to slags retspleje ved domstolene. Almindelig kriminelle har retsgarantier, men politiske modstandere får 'fjenderetspleje', fortalte advokaten.
For eksempel er sociale protester kriminaliseret. I retten bliver demonstranterne mødt med manipulerede vidneudsagn, og når forsvarerne vil afhøre vidnerne, er de væk.
- Dommerne udsættes for trusler, og mange har forladt landet, sagde advokat Reyes, som også fortalte, at forsvarernes sikkerhed er stærkt truet.
- I denne McCarthy-agtige ånd skræmmes beskikkede forsvarere fra at blive identificeret med styrets modstandere. I Colombia skelnes der ikke mellem advokaten og dem, de forsvarer, lød det fra advokat Reyes.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278