Et flertal i Folketinget har besluttet at lade skatteyderne betale over ti milliarder kroner plus renters rente til Roskilde Banks storspekulanter.
Landet skatteydere får lov til at betale milliarder af kroner til de storspekulanter, der satte penge i Roskilde Bank for at høste store rentegevinster.
Det står fast efter at et stort flertal i Folketinget i sidste uge vedtog en statsgaranti for Nationalbankens tab ved overtagelsen af Roskilde Bank.
Det er hovedsagelig indskydere med indskud i Roskilde Bank på mellem ti millioner og 1,25 milliarder kroner, der kommer til at nyde godt af statsgarantien. Det viser Økonomi- og Erhvervsministeriets svar på et spørgsmål, som Enhedslistens finansordfører Frank Aaen har stillet.
Garantien dækker indskud på tilsammen 10,4 milliarder kroner - penge, som landes skatteydere i sidste instans skal af med.
- Man har forsøgt at give indtryk af, at staten gik ind for at hjælpe småsparerne. Men indskydere med op til 300.000 kr. var med den gældende lovgivning allerede dækket, mens de små aktieejere taber det hele. Statens garanti er kun til fordel for storindskyderne, siger Frank Aaen.
En enkelt storindskyder står således til at få sine 1255 millioner kroner igen med renters rente. Det samme gælder de 107, der har hver har sat over 10 millioner kroner ind på konti i banken, med løfte om høje rentegevinster.
Både indskud og de lovede rentegevinster er dækket af statsgarantien, fremgår det af ministeriets svar.
Medens storspekulanternes indskud samt deres lovede profit bliver dækket af statskassen, må Roskilde Banks mange småaktionærer se i øjnene, at deres penge er tabt.
Mange af dem blev lokket til at blive aktionærer i banken på et tidspunkt, da ledelsen udmærket var klar over, at banken var ved at blive kørt i sænk af deres udlån af milliarder af kroner til tvivlsomme storentreprenører, nogle af dem kendte konkursryttere.
- Det er uanstændigt, at dem, der har mest, får garanteret deres penge inklusive renter, mens den unge pige, der blev lokket til at sætte børneopsparingen i bankens aktier, må se pengene forsvinde, siger Frank Aaen.
Ifølge økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har Nationalbankens overtagelse af Roskilde Bank og statsgarantien mod tab været nødvendig for at sikre stabilitet i finanssektoren. Den forklaring køber Frank Aaen ikke.
- Denne dækning af spekulative og risikable indskud lokker netop banker og store pengetanke til nye eventyr. Vi havde gerne hjulpet til en redning af de sunde dele af Roskilde Bank, men milliard-spekulanter skal skatteyderne ikke betale til.
Enhedslisten var det eneste parti i folketinget, der stemte imod statsgarantien.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278