Der er lagt op til benhård kamp mellem anklager og forsvarsadvokater i ankesagen mod de syv terrortiltalte fra designfirmaet Fighters+Lovers
Allerede på førstedagen af ankesagen mod Fighters+Lovers stod anklagemyndighed og forsvarer stejlt over for hinanden. Advokat Thorkild Høyer krævede alle beviser, der er fremkommet ved brug af tortur, fjernet fra retssagen.
Det drejer sig om en liste fra de colombianske myndigheder med 13 domme for terror over personer med tilknytning til befrielsesorganisationen FARC. Men en gruppe af internationalt anerkendte jurister, ICJ, har dokumenteret, at mindst to af de dømte har tilstået under tortur.
Anklagemyndigheden tabte i december 2007 sagen mod fem ansatte fra designfirmaet Fighters+Lovers, en it-ekspert og en pølsemand ved Københavns Byret. De stod tiltalt efter terrorlovens bestemmelser om at yde økonomisk støtte til FARC og den palæstinensiske modstandsbevægelse PFLP.
Byretten fandt det ikke bevist, at de to bevægelser var terrororganisationer. Den dom ankede anklagemyndigheden til landsretten.
Med byrettens dom blev alle anklagerens beviser fejet af bordet. Anklagemyndigheden skal derfor nu fremlægge nye beviser, der skal dokumentere, at FARC og PFLP systematisk bruger terror.
Listen, der i sin tid blev trukket tilbage som bevis under retssagen i byretten, blev dengang skarpt kritiseret af blandt andet justitsminister Lene Espersen. Hun afviste blankt, at dokumenter fremskaffet ved tortur i et andet land kan bruges i en dansk retssal. Alligevel er listen nu blandt anklagemyndighedens nye materiale sammen med et nyt dokument, hvis tilståelser også bygger på tortur.
Under retsmødet protesterede de to forsvarere, Thorkild Høyer og Hans Kjellund, adskillige gange over anklageren, vicestatsadvokat Charlotte Alsing Juul. De var blandt andet utilfredse med, at hun forsøgte at fremlægge sit syn på skyldsspørgsmålet allerede under gennemgangen af de objektive beviser.
Forsvarerne har desuden forlangt, at deres vidner - ligesom i byretten - må være tilstede under afhøringen af anklagerens vidner. Det sker ifølge dem for at kunne rette eventuelle faktuelle fejl.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278