14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klapjagt skaber ikke job

Klapjagt skaber ikke job

Lørdag, 30. august, 2008, 00:00:00

Dagpengesystemet har vist sin styrke, når det gælder om at få folk i arbejde. Foghs planer om at skære i dagpengeretten må skyldes andre årsager, mener a-kasseleder

Regeringens planer om at forkorte dagpengeperioden er noget af det mest malplacerede, der tænkes kan, hvis det drejer sig om at få flere i arbejde. Det mener Søren Becher, daglig leder af a-kassen i Lager- Post & Servicearbejdernes Forbund.
- Dagpengesystemet har vist sin styrke ved at nå ned på et arbejdsløshedstal, som er langt mindre, end regeringen har forventet. Så hvad er problemet? Hvis øvelsen går ud på hurtigt at skaffe nogle flere ud på arbejdsmarkedet, nytter det ikke noget at forkorte dagpengeperioden, når der næsten ikke er nogen arbejdsløse. Så der må ligge en anden dagsorden bag, mener Søren Becher
- Åbenbart skal de gode tider bruges til at høvle de sociale sikringsordninger i bund, så de flugter med de andre EU-landes. Ellers kan jeg ikke se, hvad meningen er, siger Søren Becher til Arbejderen.
- De arbejdsløse, vi har tilbage i dagpengesystemet i dag, er ikke efterspurgt af arbejdsgiverne, fordi de mangler bedre kvalifikationer. De har brug for uddannelse. Det er kvalificeret jobformidling, der skal til. Det vil vi gerne være med til. Men så skal vi også have mulighederne for det.
- Hvis regeringen virkelig mener noget med, at de sidste skal i arbejde, må de sikre de nødvendige midler til deres uddannelse, i stedet for at gøre tilværelsen for dem mere usikker med indgreb i dagpengeretten, siger Søren Becher.
Både S og SF samt de fleste fagforbunds ledelser har meldt sig klar til at diskutere dagpengeperiode og -satser som led i at skaffe arbejdskøberne et større udbud af arbejdskraft. S har således foreslået, at man skal kunne vælge en kortere dagpengeperiode til gengæld for en højere dagpengesats. Men fra Søren Becher lyder der en klar advarsel mod at begynde at 'fifle' med dagpengesystemet.
- Hvis du begynder at snakke om fritvalgs-ordninger i dagpengesystemet, vil du bryde med solidariteten i systemet, og skabe A- og B-hold af forsikrede. Derimod er der god grund til at fjerne det skævvridende loft over dagpengesatserne, så alle forsikrede ledige får 90 procent af deres tidligere løn. Det vil også fjerne frygten for, at de højtlønnede fravælger dagpengesystemet, siger Søren Becher.


Det vil partierne
V: Ifølge Fogh 'er alt i spil'.
S: Fritvalgsordning mellem det nuværende system og en kortere dagpengeperiode med forhøjede satser.
R: Dagpengeperiode på to et halvt år, højere dagpengesatser i starten men kraftigt faldende mod slutningen.
K: Tanker nær de Radikales.
SF: Finanspolitisk ordfører Ole Sohn vil 'ikke udelukke noget på forhånd'. Arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen afviser at forkorte dagpengeperioden uden at satserne hæves.
Ø: Afviser at røre ved såvel dagpenge- som efterlønsordningen.
DF: Afviser at røre ved dagpenge og efterløn. Det gjorde de dog også før det såkaldte Velfærdsforlig i 2006, hvor DF som forligsparti gik med til at forringe begge ordninger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland