14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagpengene står for skud

Dagpengene står for skud

Torsdag, 21. august, 2008, 00:00:00

Dagpengeperiodens længde og dagpengesatsernes størrelse er i spil, når trepartsdrøftelserne går i gang sidst i august

Fronterne er ved at blive trukket op forud for de trepartsdrøftelser, der starter op i slutningen af denne måned.
På dagsordenen står regeringens ønske om at skaffe mere arbejdskraft, angiveligt for at bibeholde den nuværende vækst de næste ti år. Trepartsdrøftelserne falder helt i tråd med den opgave, som regeringen har pålagt de ni såkaldte 'uafhængige eksperter' i Arbejdsmarkedskommissionen.
Som udgangspunkt er 'intet helligt', lyder det fra statsminister Anders Fogh Rasmussen, og foreløbige signaler fra både regeringen og kommissionen tyder på, at blandt andet dagpengesystemet står for skud i jagten på arbejdskraft.

Rammer de svageste
Formanden for Arbejdsmarkedskommissionen, Jørgen Søndergaard, sætter spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at der i Danmark er en meget lav arbejdsløshed og samtidig en lang dagpengeperiode. I forlængelse heraf har han udtalt til Fagligt Ansvar, at dagpengeperiodens længde er 'noget man må drøfte'.
Sekretariatschef i A-kassernes Samvirke, Torben D. Jensen, mener ikke, at det er i dagpengesystemet, man skal hente de afgørende bidrag til arbejdsstyrken. Han er ikke begejstret for de ændringer på dagpengeområdet, der allerede er blevet luftet.
- Det ser ud til, at de vil pille ved dagpengeperiodens længde. Dansk Arbejdsgiverforening har beregnet, at det vil skaffe 5.000 ekstra i arbejde at sætte dagpengeperioden ned fra fire til to et halvt år. Jeg vil da ikke afvise, at det har en beskæftigelsesmæssig effekt, men den er beskeden i betragtning af, at det vil berøre cirka 13.000 arbejdsløse, siger Torben D. Jensen til Arbejderen.
Han mener, at det vil gå ud over de svageste i dagpengesystemet at skære ned på dagpengeperioden. De, der ikke kommer i arbejde, vil i bedste fald have kontanthjælp at falde tilbage på. Andre arbejdsløse vil ikke være berettiget til offentlig hjælp, hvis de enten er gift eller har ejerbolig.

Tag fat på opkvalificering
Sekretariatschefen synes, der igen er for meget pisk i de tiltag, der overvejes og sættes i værk. Han så hellere en mere positiv indgang til de mange arbejdsløse, der ligger og roder i periferien af arbejdsmarkedet i form af en afklaring og støtte til opkvalificering.
- For ikke at snakke om den mængde arbejdskraft, der kunne komme ud af at nedbringe sygefraværet og forebygge den enorme nedslidning, som mange ansatte i dag er udsat for på deres arbejde. Det ville der være noget perspektiv i, mener Torben D. Jensen.
At der vil kunne hentes betydelige kræfter ved at reducere sygefraværet fremgår af dugfriske tal fra DSB. Alene her svarer sygefraværet hvert år til 500 fuldtidsstillinger, skriver Fagbladet DK.
AK Samvirket mener imidlertid ikke, at det er forebyggelse og uddannelse, der er regeringens fokus, og Torben D. Jensen har heller ikke den store tiltro, at det bliver i den retning Arbejdsmarkedskommissionen vil skele.
- Kommissionen - regeringens egen kommission - har fået en ren økonomisk øvelse. Den skal øge beskæftigelsen og finde 14 milliarder kroner, lyder det nøgternt.
Til oktober forventes Arbejdsmarkedskommissionen at komme med konkrete forslag til tiltag, der skal øge beskæftigelsen. Hvor meget, kommissionen tager med fra trepartsmøderne, vil vise sig.

Dækningsgraden
Et andet spørgsmål, der bliver diskuteret, er dagpengesatserne, også kaldet dækningsgraden. Den er faldet med fem procent i de sidste ti år, og fagbevægelsen slår da også til lyd for, at den sættes i vejret.
LO`s formand, Harald Børsting, støtter et solidt løft i dagpengeydelserne og mener, det er nødvendigt, hvis det fleksible arbejdsmarked skal bestå. LO foreslår at lade dagpengene følge den årlige regulering af løn- og prisudviklingen.
Ellers er LO-formanden ikke meget for ændringer i dagpengesystemet.
- Det kræver stærke argumenter at ændre dagpengesystemet. Jeg har ikke ild i røven, som Anders Fogh Rasmussen har i forhold til at hente noget på dagpengeperioden. Men vi kommer da sikkert til at diskutere emnet, siger LO-formand Harald Børsting til Berlingske Tidende.
Harald Børsting mener ikke, man kan stille det op som et valg at skære dagpengeperioden mod at forhøje dagpengene. Af samme grund er han meget betænkelig ved det socialdemokratiske forslag om at indføre fleksible satser og dækningsperioder.
- Noget af charmen ved dagpengesystemet er, at det er så solidarisk. Det sætter man let over styr med forskellige satser, mener LO-formanden.

Mistænksomme Hjort
Claus Hjort Frederiksen mener, at alle initiativer skal måles på, hvad der giver flere hænder modsat, hvad der giver færre. Alligevel er det måske ikke overraskende, at netop han ønsker at se beregninger, der dokumenterer, at højere dagpenge øger arbejdsudbuddet, før han hopper på den vogn.
- Jeg kan godt have en mistanke om, at søgeincitamentet bliver lidt svækket, hvis man får en højere ydelse i en periode. Det er bare sådan min umiddelbare fornemmelse, udtaler han til Ugebrevet A4.
Claus Hjort Frederiksen advarer mod, at højere dagpenge kan komme til at have karakter af 'gyldne håndjern'.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen fejede forleden forudsigelserne om nedadgående konjunkturer af vejen.
Fogh Rasmussen satser på, at de reformer, der forventes at komme i kølvandet på trepartsdrøftelserne og Arbejdskommissionens arbejde, bliver så gennemgribende, at væksten i dansk økonomi i de næste ti år holdes på samme niveau som under de seneste ti års fremgang, siger han til dagbladet Børsen.


Dagpenge
I dag kan man maksimalt få 15.232 kroner i dagpenge om måneden (før skat).
I løbet af de seneste ti år er dagpengenes dækning af løntabet faldet fra 52 til 47 procent for en gennemsnitslønmodtager. Det svarer til, at en lønmodtager går i omegnen af 200.000 kroner ned i årsindtægt.
I uge 15 var der 56.578 arbejdsløse a-kassemedlemmer på fuld tid, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvevsråd.
Heraf havde 31.826 været arbejdsløse i under et år, og 10.989 havde været arbejdsløs mellem et og to år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland