09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Studerende slår fælles alarm

Studerende slår fælles alarm

Torsdag, 31. juli, 2008, 00:00:00

Krisestemning i hele uddannelsessektoren efter historisk lavt antal nye studerende. Nu ser vi konsekvenserne af regeringens politik, lyder det

Studenterorganisationer fra hele uddannelsessystemet slår alarm efter at det i går stod klart, at landets universiteter, seminarier og øvrige uddannelsesinstitutioner efter sommerferien slår dørene op for et historisk lavt antal nye studerende.
- Det vi ser nu, er konsekvenserne af regeringens nedskæringer og ugennemtænkte reformer på uddannelsesområdet. De mange reformer skaber kaos i administrationerne, mens nedskæringerne har ført til mindre undervisning og vejledning, siger faglig sekretær i Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Mette Larsen, til Arbejderen.
Studerende fra gymnasier, universiteter og seminarier samledes i går morges til krisemøde for at drøfte det lave optag.
- Problemet er generelt for hele uddannelsessektoren, og det giver os større styrke at stille fælles krav til politikerne om at tage situationen alvorligt, fastslår Mette Larsen.
12 procent færre unge skal starte på universiteterne efter sommerferien, mens mellem ni og 22 procent færre begynder på de såkaldte velfærdsuddannelser til blandt andet pædagog, lærer og sygeplejerske.
De drastiske fald får ledelser, lærere og studerende i hele sektoren til at tale om en bombe under velfærden. På de nyoprettede professionshøjskoler, som blandt andet huser velfærdsuddannelserne, vil rektorerne nu udarbejde et oplæg til en national strategi for uddannelserne.
Undervisningsminister Bertel Haarder afviser, at det lave optag er regeringens ansvar, men har taget imod en mødeinvitation fra studenterorganisationerne på de mellemlange uddannelser til et krisemøde den 11. august. Samtidig er velfærdsuddannelserne hovedtemaet på undervisningsministerens årlige Sorø-møde i næste uge.
På universiteterne peger både studerende og ledelser på de nye adgangskrav, som træder i kraft i år, som hovedårsagen til det drastiske fald. Kravene har betydet, at mange studerende ikke har de rigtige fag og niveauer til at komme ind.
- De skærpede adgangskrav har betydet, at omkring 2000 af vores ansøgere i år ikke har haft de fag eller niveauer, der skal til for at komme ind. Samtidig kan det have afholdt en del fra overhovedet at søge, siger chefkonsulent Claus Nielsen fra Københavns Universitet til Arbejderen.
Universitetet kan med 15 procent færre studerende i år melde om ledige pladser på en lang række studier.
Videnskabsminister Helge Sander (V) afviser, at de skærpede krav bærer skylden for de tomme stole på universiteterne.
- Uddannelser med uændrede optagelseskrav må også starte efter sommerferien med færre studerende, anfører han, men lover, at ministeriet nu vil gå i gang med at analysere årsagerne.
SF vil kalde Bertel Haarder og Helge Sander i fælles samråd for at få dem til at reagere på de lave optagelsestal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jul. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland