Strejken har givet ekstra skillinger, men nok så vigtigt sammenhold på tværs af FOA`s faggrupper og arbejdspladser, lyder det fra Aalborg

Kroner og øre er ikke det eneste og det vigtigste, der er opnået ved de nyligt overståede overenskomster. Det er Lars Eriksen og Sverre Müller Johannesen fra Aalborg enige om.
Arbejderen har sat dem stævne for en snak om, hvad de som medlemmer af FOA har fået ud af OK 2008, og hvad de kan tage med videre.
Snakken foregår i en dejlig gårdhave ved Plejehjemmet Thomasminde i Aalborg centrum. Her har den 27-årige Sverre Müller Johannesen arbejdet i halvandet år, siden han blev færdig som social- og sundhedshjælper.
- Strejken har givet et utroligt sammenhold på tværs af de forskellige faggrupper i FOA. Ja, og på tværs af arbejdspladserne. Før kendte jeg jo stort set ingen fra andre arbejdspladser, men det er jeg kommet til, fortæller Sverre Müller Johannesen.
Solen skinner fra en skyfri himmel, og gennem de åbne altandøre kan man høre stemmer og latter, der blander sig med fuglesang og bilstøj fra gaden.
- Vi fik jo ikke helt den lønstigning, vi gik efter. Men vi kom et stykke ad vejen, mener den 42-årige Lars Eriksen.
- Til gengæld er der ingen, der længere er i tvivl om, hvad en social- og sundhedsarbejder laver. Den her strejke har givet kollegerne en enorm stolthed ved deres fag. Den har fået dem til at rette ryggen, siger Lars Eriksen.
Han har ti års erfaring som social- og sundhedshjælper og arbejder til daglig ved plejeboligerne på Sønder Kongevej. Stedet var ikke udtaget til strejke. Alligevel var kollegerne på dupperne og bakkede op om strejkeaktiviteterne, alt det de kunne, lyder det med tydelig anerkendelse i Lars Eriksens stemme.

Mobilisering i top
Generelt har mobiliseringen blandt FOA`s medlemmer været i top, er de to mandlige sosu-hjælpere enige om.
De strejkende var tydeligvis indstillet på, at nu var tiden inde til at tage et alvorligt ryk for at gøre noget ved de elendige løn- og arbejdsforhold i branchen.
- Ellers får vi jo ingen nye kolleger, forudser Sverre Müller Johannesen.
Den iver, som kollegerne lagde for dagen, viste sig ved stormøder og demonstrationer. Men også da det blev nødvendigt at etablere blokader for at forhindre 'kolleger', der tydeligvis havde misforstået, hvad en lovlig arbejdskamp drejer sig om, i at udføre strejkeramt arbejde.
Blokaderne, cirka 60 i alt under strejken, stod Sverre Müller Johannesen for at koordinere i det, der foreløbig har været hans livs første arbejdskamp.
- Det var helt fantastisk at opleve, hvordan folk stillede op, uanset hvornår på døgnet, der blev kaldt. Det har helt sikkert også været med til at ryste os sammen på tværs af arbejdspladserne, mener den unge sosu-hjælper.
Som et eksempel på det, står der pludselig én af Sverres kolleger og spørger til, hvad Lars laver hér.
Hun bekræfter, at strejken har betydet noget for sammenholdet og troen på, at det nytter at kæmpe, som ikke alene kan måles ved at kigge på bundlinjen på lønsedlen.
De to sosu-hjælpere har vidt forskellige erfaringer med kollegernes reaktioner, siden strejken stoppede.
Lars Eriksen oplever, at flere af de 'gule' medlemmer, der har været på hans arbejdsplads, har meldt sig ind i FOA efterfølgende. Han forklarer det med, at de har set, hvad der sker, når mange mennesker rykker i fællesskab.
Omvendt hører Sverre Müller Johannesen derimod kolleger true med at melde sig ud af FOA, fordi de er blevet skuffede over overenskomstresultatet. De synes ikke, resultatet står mål med indsatsen.

En politisk kamp
Den udlægning er de to mandlige repræsentanter for et kvindedomineret fag ikke enige i. De synes, det har været det hele værd.
Strejken har været en øjenåbner både for fagforeningen og det enkelte medlem, mener Lars Eriksen.
- Medlemmerne er vågnet. De har set betydningen af at være en del af et fagligt fællesskab. Set, at det er ved at stå sammen, at man opnår resultater. Og fagforeningen har oplevet, at medlemmerne er parate til at kæmpe.
En ikke ubetydelig sidegevinst er den politiske bevidstgørelse, der er sket under overenskomstkampen.
- Det er meget tydeligt, at folk er blevet opmærksomme på, at de som offentligt ansatte er politisk ansat. Når resultatet trods alt ikke er blevet bedre, end det er tilfældet, skyldes det politiske beslutninger. Det er kommunalpolitikerne, regionspolitikerne og i sidste ende Folketinget, der bestemmer, hvor mange penge der er at gøre godt med i den offentlige sektor, siger Lars Eriksen.
- På den måde er der stor forskel på en konflikt på det private arbejdsmarked og på det offentlige. Det er meget nemmere at sætte en politisk dagsorden, når offentligt ansatte strejker, end når ansatte i industrien stopper produktionen.
Kampen for ordentlige vilkår er derfor ikke slut, og kravene til den offentlige sektor er de samme uanset regeringens bogstavkombination, forsikrer de to aalborgensere. De vil ikke love, at de ikke rører på sig igen, når budgetforhandlingerne skal på plads i kommunen. Her er allerede varslet nedskæringer på ældreområdet.
Til gengæld lover de at holde et vågent øje med Folketinget, når de skal i gang med finanslovsforhandlingerne til efteråret.
- Vi er helt sikkert gået styrket ud af den her strejke. Erfaringerne og det netværk, der er etableret, kan vi helt sikkert bruge igen. Og det kan hurtigt hives frem, hvis det igen bliver nødvendigt, lyder slutreplikken fra Aalborg.