Sammenholdet og den fagpolitiske bevidsthed er styrket. Sygeplejerskerne på Danmarks største hospital ser tilbage på otte ugers strejke

Papirbunker og gule post it-sedler dækker de tre skriveborde på det lille kontor, som sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentanter på Rigshospitalet deler.
Få dage efter danmarkshistoriens længstvarende offentlige konflikt sluttede, er Lonnie Rasmussen og hendes to suppleanter, Charlotte Kistrup og Diana Saksulv, kun lige begyndt på det arbejde, der har hobet sig op.
I to en halv måned har de brugt mellem 50 og 60 timer om ugen, lørdage og søndage inklusive, på konflikten. Ingen af dem er i tvivl om, at strejken har nyttet.
- Det har været alle millionerne værd. Det er både vi og langt størstedelen af de 3400 sygeplejersker, der arbejder her, helt enige om, fastslår Charlotte Kistrup overfor Arbejderen.

En helt ny dagsorden
Selvom konflikten ikke gav den 15-procents lønstigning, der var målet, blev Danske Regioners oprindelige ramme på 12,8 procent sprængt. Men de 13,3 procent mere i løn, der blev resultatet, er ikke det vigtigste udbytte, mener sygeplejerskerne.
- Strejken har skabt et fantastisk sammenhold på alle afdelingerne og den har sat gang i hele diskussionen om det offentlige sundhedsvæsens fremtid og regeringens privatiseringsplaner, både blandt sygeplejerskerne og i hele befolkningen, anfører Lonnie Rasmussen.
At de strejkendes krav vandt genklang i befolkningen sås i den stadigt stigende opbakning, og det gav kampen ekstra mening.
- Vi har sat en helt ny sundhedspolitisk dagsorden. Det er den største sejr, og den vil jeg godt betale min konfliktstøtte for, understreger Diana Saksulv.
Sygeplejerskerne på Rigshospitalet startede strejken med at hænge deres kitler til luftning fra den store arbejdsplads mange vinduer. De efterfølgende otte uger knoklede de i nødberedskab og demonstrationer. De daglige morgenmøder samlede mange flere end de, der var udtaget til konflikten.
- Vi er alle sammen blevet meget klogere på, hvordan samfundet hænger sammen. I dag ved sygeplejerskerne godt, at når hospitalerne ingen penge har, så er det fordi finansministeren sidder på dem. Vi har lært at rette vreden det rigtige sted hen, siger Diana Saksulv.

Nålen er blevet mode
Strejken har samtidig givet sygeplejerskerne en større faglig stolthed og fagpolitisk bevidsthed, mener tillidsrepræsentanterne.
- Den nål vi får, når vi melder os ind i Dansk Sygeplejeråd, er kommet voldsomt på mode. Selv de mandlige sygeplejersker går med den nu! Vores fagforeningsnål er kommet til at repræsentere hele den faglige stolthed, der er blevet utrolig styrket under konflikten, fortæller Charlotte Kistrup.
Mens tillidsrepræsentanterne har løbet rundt for at ordne alt fra konfliktunderstøttelse til tilbageholdt feriegodtgørelse, er det faglige arbejde blevet meget synligt. Medlemmerne er rykket tættere på fagforeningen, og formand Connie Kruckow har høstet stående bifald når hun har været forbi.
- Folk har oplevet, hvilken enorm styrke vi har, når vi rykker samlet, og de har fundet ud af, hvorfor det er så vigtigt at være organiseret. Flere har meldt sig som tillidsrepræsentanter efterfølgende, og mange er blevet fagligt aktive, siger Lonnie Rasmussen, som er sikker på, at den nye aktivitet vil vare ved også efter overenskomst-aftalen er kommet i hus.

Kniven skal i skuffen
De tre sygeplejersker ser strejken som det første skridt i en lang kamp om velfærdssamfundets fremtid.
- Når ferien er overstået og folk har fået hvilet ud, tror jeg der kommer en politisk strategi fra DSR. Og så vil det næste store slag stå, når regionernes budgetter skal fastlægges til oktober, siger Lonnie Rasmussen.
Overfor fællestillidsrepræsentanternes kontor holder kollegerne i social- og sundhedsarbejdernes fagforening FOA til. Også de har haft medlemmer på Rigshospitalet med i konflikten.
Selvom det kan være svært at blive enige på tværs af faggrupperne, mener sygeplejerskerne, at det nu er på tide at lægge kniven i skuffen.
- Regeringen klapper i hænderne, når vi stikker hinanden i ryggen og slås indbyrdes, mens de nedbryder velfærden til fordel for deres ultraliberale idéer. En stærk og samlet fagbevægelse er lige præcis det, de ikke vil have, påpeger Diana Saksulv.
Lonnie Rasmussen foreslår at velfærdsfagbevægelserne skal holde nogle fælles konferencer.
- Vi har brug for at diskutere hvad velfærd er og hvad det er vi vil, siger hun.
- Hvis vi ikke har en stærk fagbevægelse, så har vi slet ikke noget, slutter Lonnie Rasmussen.