08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flertal vil af med slikfarver

Flertal vil af med slikfarver

Torsdag, 26. juni, 2008, 00:00:00

Fødevareminister Eva Kjer Hansen er kommet i skudlinjen fra et flertal uden om regeringen, som vil forbyde de farlige azo-farvestoffer. Ministeren afviser kritikken

Der er lagt i kakkelovnen til fødevareminister Eva Kjer Hansen, når et flertal i Folketingets Fødevareudvalg i dag drikker kaffe hos SF`s fødevarepolitiske ordfører Pia Olsen Dyhr.
Hun vil sammen med kolleger fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti finde ud af, hvordan de får fødevareministeren til at blæse på EU og forbyde azo-farvestoffer i Danmark.
Det sker efter at et forskerhold fra Southampton i efteråret offentliggjorde en undersøgelse af børn, der havde indtaget farvestrålende fødevarer. Den viste, at ved blot en fyrretyvendedel af EU`s tilladte mængde af azo-farvestoffer blev børnene hyperaktive.
Fødevareudvalgets flertal vil derfor have ministeren til at forbyde farverne i Danmark ved at bruge det såkaldte forsigtighedsprincip. Det kan ske, hvis der er mistanke om et stofs farlighed.
Men fødevareministeren nægter at makke ret. Hun henviser til, at EU`s ekspertpanel EFSA afviser Southampton-undersøgelsen.
Det er Pia Olsen Dyhr stærkt utilfreds med.
- Alle undersøgelser siden 1988 med mere end 50 børn viser klar sammenhæng mellem azo-farvestoffer og hyperaktivitet. Southampton undersøgelsen er den nyeste, og de er også klare i mælet. Så selv EFSA er klar over, at der er en sammenhæng, siger hun til Arbejderen.
- Nu vil vi snakke om, hvad vi kan gøre. At ministeren ikke kan finde ud af at følge et flertal er nærmest provokerende, fortsætter hun.
Formentlig vil udvalget i første omgang indkalde statsministeren til samråd.
- Så må han banke sin minister på plads. Det kan ikke passe, at hun ignorerer et flertal, siger Pia Olsen Dyhr. Hun nævner en mistillidsdagsorden som sidste udvej.
- Men så langt når sagen næppe. Vi vil først stille et beslutningsforslag, for det er der lidt mere pondus i end blot en beretning, slutter Pia Olsen Dyhr.
I Danmark har de fleste producenter udfaset azo-farvestoffer. Det er sket efter en årelang kampagne fra Forbrugerrådet, som ikke forstår ministerens holdning. Et forbud rammer derfor især udenlandske varer.
- Der er tale om unødvendige farvestoffer, som alene skal lokke børnene til at spise mere slik. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvornår forsigtighedsprincippet kan anvendes, siger rådets fødevarepolitiske medarbejder Sofie Krogh Holm.
Fødevareinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet rådgiver om skadelige stoffer i fødevarer. Her afvises den britiske undersøgelse som dokumentation for azostoffernes farlighed.
- Der er nogle konkrete forhold i undersøgelsen, der er kritisable, siger institutleder Henrik C. Wegener til Arbejderen. Han understreger, at beslutningen om at lade usikkerheden komme børnene til gode, er politikernes.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland