08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Overvågning er spild af penge

Overvågning er spild af penge

Tirsdag, 24. juni, 2008, 00:00:00

Teleindustrien har brugt 200 millioner kroner på at opfylde terrorlovenes krav om overvågning. Plus 50 millioner kroner om året til drift af et system alle ved ikke dur

Danmarks fire største teleoperatører - TDC, Sonofon, TeliaSonera og 3 - har brugt 200 millioner kroner til at efterleve den logningsbekendtgørelse, som trådte i kraft i september sidste år som et led i regeringens terrorbekæmpelse.
Dertil koster det 50 millioner kroner om året at vedligeholde og drive logningssystemet, der går ud på at gemme oplysninger om danskernes trafik på telefon- og internettet. Men pengene er spildt, mener teleselskaberne.
Både tallene og vurderingen kan læses på den professionelle it-portal Version2.dk, der har spurgt tre af de fire teleoperatører, hvordan det er gået med at indføre den krævede overvågning.
Alle tre er stærkt kritiske over værdien af arbejdet med at indføre logningssystemet. De peger især på, at loven ikke gælder for skoler, biblioteker, hot-spots og boligselskaber under 100 medlemmer. Heller ikke taletidskort er med.
Desuden gør brugen af de populære firewalls, der stopper virusangreb på computere, det umuligt at finde frem til, hvem der rent konkret har sendt en besked på nettet.
Enhedslistens Per Clausen kalder det 'komplet vanvittigt' at bruge en masse penge på at indsamle informationer, der ikke er noget at bruge til, men som sagtens kan misbruges.
- Det virker om om, man vil se handlekraftig ud. Så gør man noget, der koster meget, og som er meget besværligt at gennemføre, men som ikke hjælper, siger han til Arbejderen.
Også hoteller og restauranter, campingpladser og lystbådehavne skal registrere gæsternes datatrafik. Det ventes at koste op mod 100 millioner kroner alene i investeringer.
Det fik i april den tidligere operative leder af Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, til at sammenligne kravet om at overvåge gæsterne med at lade en smed udføre hjernekirurgi.
På baggrund af Bonnichsens kritik har Per Clausen spurgt justitsministeren, om hun vil ændre loven, så kroværter ikke skal lege dataloger eller efterretningsagenter.
- Svaret kom i fredags. Ministeren henviser blot til reglerne, og siger, at det agter hun ikke at ændre ved. Bare noget starter med ordet 'terror', kan alt lade sig gøre, konstaterer Per Clausen.
Og i sidste uge vedtog Sverige at aflytte al datatrafik ind og ud af landet. Det har fået Per Clausen til at spørge videnskabsminister Helge Sander, hvad regeringen vil gøre ved det.
- Det er oplagt at protestere, når der sker noget, som også er et overgreb på danske borgere, og som vi ingen mulighed har for at vægre os imod, fordi beslutningen er truffet i et andet land, siger Per Clausen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland