Dansk sundhedsvæsen er på vej mod en privatiseringsgrad, der ligner den franske. Det kan koste samfundet op til 31 milliarder, advarer sundhedsøkonom
Regerings plan om at afhjælpe behandlingspuklen efter strejken med en storstilet privatisering kan koste skatteyderne dyrt.
- Lande med høj privatiseringsgrad har et væsentligt dyrere sundhedssystem end lande som Danmark, hvor ikke så meget er privatiseret. Hvis vores sundhedssystem skulle ligne det franske, som har Europas højeste grad af privatisering, ville det være 31 milliarder kroner dyrere, siger sundhedsøkonom Jes Søgaard til Arbejderen.
Ud af et samlet sundhedsbudget på 131 milliarder kroner vil det være en fordyrelse på næsten en fjerdedel.
Jes Søgaard bygger sin vurdering på internationale sammenligninger af sundhedssystemer med lav og høj privatiseringsgrad. I Frankrig er 22 procent af sengepladserne på private hænder.
I Danmark er det tilsvarende tal mellem tre og fire procent, men med den nye regionsaftale bevæger vi os et stort skridt i retning af de franske tilstande, mener sundhedsøkonomen.
- Aftalen forpligter regionerne til at lade de private stå for store grupper af de 400.000 behandlinger, som er blevet udskudt på grund af strejken. Hvis bare halvdelen bliver lagt ud på private hænder, vil vi være godt deropad, siger Jes Søgaard. Han understreger, at der vil gå nogle år endnu, før det danske sundhedsvæsen er lige så privatiseret som det franske.
Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, ser det ikke som et problem, hvis inddragelsen af de private betyder, at udgifterne til sundhedsvæsenet stiger.
- Det vigtigste for os er, at de strejkeramte patienter bliver behandlet. Så vil det være en anden positiv effekt, hvis det på længere sigt kan føre til et tættere samspil mellem det offentlige og private, siger hun til Arbejderen.
Sundhedsministeren og Danske Regioner har mulighed for dæmpe farten på pengestrømmen til de private en smule, når de mandag fastlægger en konkret plan for samarbejdet.
- De større ordrer giver det offentlige mulighed for at mindske den overpris for behandlingerne, de private hidtil har fået og forhandle en bedre pris. Men det kræver, at der er den politiske vilje, forklarer Jes Søgaard.
Udover at være dyrt er det franske sundhedssystem også plaget af stor ulighed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278