Kommunernes økonomiske nød tvinger dem til at bryde loven om beskyttelse af svage børn, hvis rammerne ikke sprænges
Mens medierne bugner af historier om oversete børn, der burde have været tvangsfjernede fra hjemmet, står det nu klart, at svigtene kan blive endnu værre til næste år.
Kommunernes stramme økonomi gør nemlig, at de ikke har råd til at overholde lovpligten til at beskytte deres svage børn.
- Jeg mener ikke, at hverken kommunerne eller samfundet som helhed kan leve med en finansiering, der i den grad betyder, at loven ikke kan overholdes. Loven står på de svages side. Og kommunerne bør have en reel mulighed for at overholde loven, siger formand for Socialpædagogernes Landsforbund, Kirsten Nissen.
Sidste år brugte kommunerne 1,4 milliarder kroner mere, end der var afsat i budgettet. Det skyldes stort set udelukkende stigende udgifter til socialt udsatte børn og unge og til voksne handicappede.
Men når Kommunernes Landsforening og finansministeren i denne weekend forventes at forhandle næste års budget på plads, afviser Lars Løkke Rasmussen at udvide kommunernes økonomiske rammer, så der bliver råd til ekstraudgifterne.
Han vil tværtimod straffe kommunerne for budgetoverskridelsen. Det kan få katastrofale følger på det sociale område, advarer Kirsten Nissen.
Hun har derfor sendt et brev til forhandlerne, hvor hun foreslår, at udgifterne på det særlige sociale område holdes udenfor budgetterne i 2008 og 2009.
- Indsatsen over for de socialt svage grupper er en lovbunden opgave, der hæver sig over budgetter. Der står i serviceloven, at der ikke må tages økonomiske hensyn på bekostning af faglige hensyn. Men det kan blive svært for kommunerne, sådan som teksten udlægges lige nu, anfører Kirsten Nissen.
Også formand for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), frygter at kommunernes økonomiske nød vil gøre det svært at overholde loven.
- Konsekvensen vil være en meget hård opbremsning i kommunernes budgetter - ikke mindst på det specialiserede sociale område, der dækker indsatsen for sårbare børn og unge, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansministeren til Kirsten Nissens forslag. Venstres kommunalordfører ønsker heller ikke at kommentere det, før det er blevet analyseret nærmere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278