28 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

BUPL afslår KL tilbud

BUPL afslår KL tilbud

Tirsdag, 10. juni, 2008, 00:00:00

En enig hovedbestyrelse i BUPL sagde i lørdags nej til at genoptage forhandlingerne med KL om at fordele 12,8 procent

Har Kommunernes Landsforening (KL) ikke mere end 12,8 procent at byde på, så er nye forhandlinger tidsspilde.
Den besked har BUPL sendt til KL`s chefforhandler, Mads Lebech, der i fredags erklærede sig villig til 'at forhandle om en anderledes måde at fordele pengene på', ganske vist stadig inden for en økonomisk ramme på 12,8 procent.
- Det giver ingen mening at gå ind på et tilbud, der er det samme som det, pædagogerne har sagt nej tak til én gang. Det var der enighed om i hovedbestyrelsen, siger BUPL's formand Henning Pedersen efter hovedbestyrelsesmødet i lørdags.
Inden mødet har der været en grundig diskussion rundt i hele landet blandt medlemmerne, både dem i strejke og dem, der ikke strejker, fortæller Henning Truelsegaard fra BUPL i Århus.
- Her i byen havde vi fat i alle kontaktpersoner. De fik tre timer til at diskutere Mads Lebechs udspil med kollegerne og komme med en tilbagemelding. Der var ingen slinger i valsen. Medlemmerne vil have flere penge på bordet, siger Truelsegaard til Arbejderen.
Forbundsformanden har følgende beskrivelse af situationen:
- Jeg er nødt til at konkludere, at Mads Lebech har lavet et pressestunt og intet andet. Han ville gerne signalere villighed til at få afsluttet den strejke, som giver 122.000 børns familier store problemer. Det eneste, KL åbenbart er villig til, er at ramme alle landets børnefamilier med en lockout fra 17. juni. Det er direkte uansvarligt.
Mads Lebech erklærer da også, at KL nu går efter at tømme pædagogernes strejkekasse for på den måde at tvinge dem tilbage til forhandlingsbordet.
- Jeg mener, at KL optræder utroligt kyniske og med den varslede lockout, der træder i kraft den 17. juni, tager han ikke blot de strejkende pædagoger men også de mange børnefamilier som gidsler. Arbejdsgiverne og i sidste ende regeringen har ansvaret for, at den her konflikt løses igen. KL skal møde op til nye forhandlinger med flere penge. De penge skal regeringen finde, lyder det fra Århus.
BUPL's krav, der kan være med til at afslutte konflikten, lyder på tre løntrin til pædagoger, sous-chefer, afdelingsledere og stedfortrædere, bevarelse af tillæg for aftenarbejde samt nedsættelse af en ligelønskommission.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland