29 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

KL: BUPL får kun 12,8 procent

KL: BUPL får kun 12,8 procent

Lørdag, 07. juni, 2008, 00:00:00

- Det er svært at acceptere en ramme, som medlemmerne har stemt nej til, siger BUPL-formand Henning Pedersen, som i dag mødes med Hoved-bestyrelsen

Er der grundlag for at genoptage forhandlingerne med KL, Kommunernes Landsforening?
Det spørgsmål skal hovedbestyrelsen i BUPL tage stilling til, når den mødes i dag.
Torsdag var forbundsformand Henning Pedersen til møde med KL på arbejdsgivernes initiativ. Efter en time måtte han konstatere, at Mads Lebech, KL`s forhandler, ikke ville give mere end de 12,8 procent i lønstigning, som pædagogerne har forkastet ved en urafstemning.
Mads Lebech erklærede ganske vist, at KL gerne er fleksibel og ser mulighed for 'masser af goder inden for rammen'.
- Ingen skal være i tvivl om, at BUPL meget gerne medvirker til en løsning på konflikten, men KL er låst fast på en vej, der fører direkte mod den lockout, de selv har varslet. KL vil kun forhandle, hvis vi holder os inden for rammen på 12,8 procent. Det er selvfølgelig svært at acceptere en ramme, som medlemmerne har stemt nej til, siger Henning Pedersen til Arbejderen.
Han vil sammen med hovedbestyrelsen vurdere, om BUPL skal sige ja tak til at møblere lidt rundt på de forskellige brikker inden for den nævnte ramme, eller om strejken skal fortsætte med håbet om, at det giver et bedre slutresultat.
Lasse Birkelund, hovedbestyrelsesmedlem fra BUPL Sydjylland, er ikke i tvivl om, hvad han mener.
- Der er jo intet nyt at forholde sig til. KL har givet os en invitation til at røre rundt i gryden. Det betyder, at vi selv skal betale for de goder, som Mads Lebech snakker om. Jeg får meget svært ved at stemme ja til det her tilbud, som ikke er bedre end det, jeg allerede har stemt nej til, siger han til Arbejderen og fortsætter:
- Det hører med til billedet, at KL`s forudsætninger for at tilbyde 12,8 procent ikke holder. De har kalkuleret med en prisudvikling på 7,3 procent. Under overenskomstforhandlingerne har forudsætningerne ændret sig, og prisudviklingen ser ud til at blive på 8 procent i overenskomstperioden.
BUPL`s formand håber, at KL 'finder de penge, der skal til for at løse en konflikt, der er til stor gene for en masse børn og deres forældre'. Han vurderer ikke, at et regeringsindgreb står lige for. Til gengæld træder datoen for KL`s varslede lockout af alle pædagoger stadig nærmere.
Lockouten træder i kraft fra tirsdag den 17. juni og vil komme til at berøre 122.000 børn og deres forældre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland