06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SF udskyder terrorlov

SF udskyder terrorlov

Tirsdag, 03. juni, 2008, 00:00:00

Efter en eksperthøring i Folketingets Retsudvalg skal justitsministeren besvare syv spørgsmål om EU`s beskyttelse af personoplysninger. Imens bremser SF ny terrorlov

Det var flere spørgsmål end svar efter eksperthøringen i Folketingets Retsudvalg omkring EU`s forslag til lov om beskyttelse af personoplysninger. Høringen foregik sidste tirsdag og var indkaldt af SF`s retspolitiske ordfører Karina Lorentsen.
Hun vil nu anmode Retsudvalget om at udskyde sin behandling af den såkaldte Prümlov, indtil justitsministeren har besvaret de syv spørgsmål, som Retsudvalget på initiativ af SF`eren har stillet efter eksperthøringen. Udvalget vil blandt andet vide, hvad ministeren vil gøre for at sikre, at udleverede data kun anvendes til det formål, de blev udlevere til.
Prüm-loven, der ifølge EU skal bruges til terrorbekæmpelse, vil give alle EU`s medlemsstater fri adgang til hinandens registre med oplysninger om DNA-profiler, fingeraftryk og registrering af motorkøretøjer.
Men ifølge Karina Lorentsen giver det ingen mening at vedtage Prüm-loven, før der er klarhed over, hvordan den nye lov om beskyttelse af personoplysninger virker.
- Svarene på de spørgsmål vil blive afgørende for, hvad jeg vil skrive i betænkningen til Prüm-loven, forklarer Karina Lorentsen.
Det var ikke mindst den skarpe kritik fra Datatilsynet på høringen, som bekymrer SF. Datatilsynet kritiserer blandt andet, at loven kun beskytter udlevering af elektroniske oplysninger og at forslaget ikke har regler for forholdet mellem, hvorfor myndigheder i et land har indsamlet oplysninger om borgerne, og så hvad de kan bruge til senere. Desuden kritiseres det, at loven ikke længere foreslår oprettelsen af en fælles uafhængig tilsynsmyndighed.
Der forventes svar fra ministeren på spørgsmålene i løbet af de næste 14 dage.
Det erklærede formål med den nye EU-rammelov er at indføre fælles regler, som skal beskytte personfølsomme oplysninger om den enkeltes privatliv. Samtidig skal loven angiveligt øge sikkerheden omkring udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder.


Spørgsmål om persondatalov
* Der står i præamblen til B79, at nationale regler ikke må forringes. Betyder det, at Persondatalovens regler gælder, hvis reglerne er 'under' dansk niveau?
* Vil ministeren være indstillet på at ændre formålsbestemmelsen, så den svarer til paragraf 5, stk. 3 i persondataloven, jævnfør at man ellers udvider formålet, man kan udveksle data til?
* Vil ministerens arbejde for, at vi snarest får en fælles tilsynsmyndighed? Hvad betyder det, at denne er flyttet til en senere rådsbeslutning, hvornår er det, og hvad er forskellen på, om den ligger i rammeafgørelsen eller en rådsbeslutning?
* Hvordan vil ministeren sikre tilstrækkeligt tilsyn med dataudvekslingen, herunder kontrol med, at data kun anvendes til de foreskrevne formål?
* Vil ministeren give Retsudvalget en oversigt over implementeringen?
* Vil ministeren sørge for, at B79 kommer til at omfatte 'papiroplysninger' også, da det ikke er dækkende for persondatatrafik, at kun elektronisk udvekslede oplysninger omfattes? Det må dog være det samlede område for datatrafik, der omfattes af bestemmelserne?
* Vil ministeren sørge for, at der ikke kan behandles andre oplysninger end nøjagtigt dem, som omtales i Europarådets Recommandation nr. (87)15?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland