06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Opbakning luner i Esbjerg

Opbakning luner i Esbjerg

Lørdag, 31. maj, 2008, 00:00:00

BUPL Sydjylland er glade for opbakningen fra andre faggrupper, såvel den moralske som den konkrete

BUPL Sydjylland er utrolig glad for den opbakning, medlemmerne får fra forskellige sider.
I Esbjerg Kommune er de strejkende pædagoger blevet brikker i et magtspil med Venstre-borgmester Johnny Søtrup, der har beordret uorganiserede pædagoger til at passe børn, mens kollegerne står udenfor og holder strejkevagt.
Det fik fredag i sidste uge havnearbejderne i Esbjerg på banen. De nedlagde arbejdet for i stedet at gå til demonstration sammen med pædagogerne. Og LO, FTF og andre faglige grupper har sendt støtteudtalelser. Senest har Tillidsmandsnetværket i byen tilbudt BUPL at stille op til konkrete aktiviteter i den udstrækning, de selv ønsker det.
- TR-netværket, LO og alle andre kan bakke op om alle de officielle aktiviteter, som BUPL kører. Det er vi kun glade for, siger Kim Jørgensen, formand for BUPL Sydjylland til Arbejderen.
Samtidig understreger han, at BUPL ikke ønsker hjælp til at stå strejkevagt udenfor de institutioner, hvor de uorganiserede på borgmesterens foranledning arbejder. Den opgave varetager de strejkende helst selv.
- Det er en ubehagelig situation borgmesteren bringer de her pædagoger i. Det er udtryk for dårlig personalepleje. Når konflikten er slut, skal personalet jo arbejde sammen igen, lyder det fra Sydjylland.
Strejkevagten ser ud til at virke. BUPL fortæller, at en del forældre holder deres børn hjemme og at 'forholdsvis' mange ikke-strejkende har meldt sig syge.
På Esbjerg Kommunes hjemmeside kan man læse, at der fra mandag i næste uge vil være 'pasning til mere end 500 børn'.
Fællestillidsrepræsentant for pædagogerne, Elisa Bergmann, kalder det en ren manifestation fra borgmesterens side og et forsøg på at underminere strejken.
Normalt er der 150 daginstitutioner, SFO`er og klubber i kommunen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland