Medlemmerne af FOA har vendt tommelfingeren opad til den nye overenskomst på det kommunale område. 73,1 procent har sagt ja og 26,6 procent nej
Et stort flertal af FOA`s medlemmer siger ja til den nye overenskomst på det kommunale område. 73,1 procent har stemt ja, 26,6 procent nej.
- Vi gik i strejke med kravet om mandeløn til kvindefag. Der er stadig et godt stykke vej, det erkender jeg, men vi har vist, at det kan betale sig at stå sammen og tage ligelønskampen op, siger Dennis Kristensen, formand for FOA, og fortsætter:
- Jeg glæder mig over, at FOA med forliget med Kommunernes Landsforening har fået løftet kvindefagene ekstra. Det største løft er på social og sundhedsområdet, hvor der er opnået lønstigninger på mellem 14 og 18 procent. Vi har haft sværere ved at nå det samme resultat for de øvrige kvindefag - arbejdsgiverne ville ikke - men alligevel formåede vi at få løftet både dagplejerne og pædagogmedhjælperne.
Forbundsformanden glæder sig endvidere over, at det lykkedes at sprænge den af regeringen dikterede ramme på 12,8 procent. Det tilskriver han konflikten og et 'enestående sammenhold' blandt medlemmerne.
I Odense Kommune er Birthe Bønsø godt tilfreds med det klare afstemningsresultat. Hun er suppleant for fællestillidsrepræsentanten ved kommunens plejeboligsøjle, hvor cirka 1000 kolleger har strejket for højere løn og flere hænder.
- Vi har stået sammen under konflikten, og det synes jeg også, at afstemningen, med det store spring fra ja- til nej-sigere, viser. Der er kommet et godt resultat ud af at strejke, men jeg ved godt, at der er grupper, der ikke har fået så meget. Så må vi kæmpe for dem næste gang, siger hun til Arbejderen.
Britta Lund Sørensen har modtaget de første 20 sms`er, hvor der bare står 'øv', da Arbejderen ringer kort efter, at afstemningsresultatet er offentliggjort. På Frederiksberg Lokalcenter i Århus, hvor hun er fællestillidsrepræsentant for cirka 300 FOA-medlemmer, blev forliget mødt med en 'noget skuffet holdning', da det blev indgået for tre uger siden.
- Jeg er bekymret for faget på sigt. Jeg har fra start sagt, at den her overenskomst skulle handle om løn, løn og løn. Ekstra seniordage, ekstra fri ved børns sygdom og hvad det ellers hedder er slet ikke interessant set i et rekrutteringslys. Den lønstigning, vi får, ser ud til at blive ædt op af inflationen, og jeg tror desværre, at det her kan gøre det endnu sværere at tiltrække nye til faget, og at nogle kolleger gør alvor af snakken om at skifte til en anden branche, lyder vurderingen fra den århusianske tillidsrepræsentant.
Næsten 66 procent af de 156.000 kommunalt ansatte medlemmer har deltaget i afstemningen. Det er den højeste deltagelse nogensinde ved en urafstemning i forbundet.
Eksperter i arbejdsmarkedsforhold vurderer, at strejkerne har sat en ny politisk dagsorden i Danmark.
- Det her med at kvinder får mindre i løn end mænd, det er der i hvert fald sat fokus på, siger Carsten Strøby Jensen, arbejdsmarkedsforsker ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, til Net-Redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278