En københavns politileder fik varetægtsfængslet 49 demonstranter i to uger efter Ungdomshusets rydning med en falsk politirapport. Rejseholdet undersøger nu sagen
Statsadvokaturen har bedt politiets rejsehold om at undersøge den klage, som 12 forsvarere har indgivet over en føringsleder i Københavns Politi.
Forsvarsadvokaterne klagede, da politimanden under retssagen mod 26 af de 49 anholdte i den såkaldte knibtangssag fra Nørrebrogade indrømmede, at hans politirapport var 'for bombastisk'.
Samtlige 26 tiltalte blev pure frikendt af Københavns Byret, som ikke fandt det bevist, at det var dem, der havde kastet med sten mod politiet.
Politibetjenten skrev i sin rapport, at alle de 49 anholdte i knibtangsmanøvren den 1. marts 2007 'havde deltaget aktivt i at kaste med sten eller andet mod politiet.'
Og han fortsatte: 'De anholdende kolleger var alle sikre på, at de personer der blev anholdt også havde deltaget aktivt'. På den baggrund blev samtlige 49 varetægtsfængslet i to uger.
Ifølge de 12 forsvarsadvokater har politibetjenten 'tilsyneladende udfærdiget en bevidst urigtig rapport med sigtelser mod personer for strafbart forhold'. Og vidst, at den ville indgå i rettens vurdering af varetægtsfængsling.
Ifølge straffelovens paragraf 163 er det ulovligt at afgive en urigtig erklæring til brug i en retssag. Det straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil fire måneder.
De 12 forsvarsadvokater har tidligere kaldt myndighedernes tackling af urolighederne på Nørrebro efter Ungdomshusets rydning for 'et juridisk galehus'. Og i tirsdags kritiserede Amnesty International politiet for at bruge unødvendig magt i sin indsats.
Justitsministeriet har meddelt Arbejderen, at det ikke har nogen kommentar til Amnesty Internationals kritik.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278