Forlig for FOA`s medlemmer i regionerne stiller dem ringere end kollegerne i kommunerne selvom rammen er blevet brudt. Mange medlemmer er utilfredse
I går begyndte 4300 regionsansatte medlemmer af FOA igen på arbejde efter fem en halv uges strejke.
Det sker som konsekvens af, at forbundet i fredags indgik forlig med Danske Regioner. Som på det kommunale område lykkedes det at sprænge den af regeringen forudbestemte økonomiske ramme på 12,8 procent.
- Men der er ingen grund til højlydt jubel over resultatet, siger forbundsformand Dennis Kristensen.
Forliget giver samlet set 13,4 procent over de næste tre år. Til sammenligning er det forlig, som FOA og Kommunernes Landsforening blev enige om den 5. maj, gjort op til 14,1 procent. Dennis Kristensen erkender da også, at medlemmerne i regionerne får mindre lønstigninger end kollegerne i kommunerne.
- Det betyder, at det erfarne social- og sundhedspersonale fremover kan hente en højere løn i kommunerne, og det vil naturligvis få konsekvenser for regionernes rekruttering og fastholdelse, siger han.
Forbundsformanden er klar over, at ikke alle medlemmer er enige med ham og flertallet i hovedbestyrelsen, når de har vurderet, at det var klogest at få en aftale i hus nu, frem for at risikere et regeringsindgreb, der dikterer en lønstigning på 12,8 procent over tre år.
Uro i baglandet
At det ulmer i baglandet bekræfter Kisser Maak, fællestillidsrepræsentant på Herlev Hospital. Hun fortæller til Arbejderen, at hendes kolleger er 'rasende over det indgåede forlig'.
- Kollegerne føler sig til grin. Vi har strejket for ligeløn og kan derfor ikke forstå, at vi skulle være mindre værd end kollegerne i kommunerne. Det giver ingen mening at indgå et forlig, der stiller os dårligere end de kommunalt ansatte.
Et konkret eksempel på lønforskellen drejer sig om social- og sundhedsassistenter med mere end ti års erfaring. De vil fremover få rundt regnet 600 kroner mindre som regionsansat end som kommunalt ansat.
Bestyrelsen i Kisser Maaks fagforening, SOSU København, blev på et møde i går eftermiddags enige om at anbefale medlemmerne at stemme nej til forliget. Den holdning går igen blandt et stort flertal af fællestillidsrepræsentanter på de 11 hospitaler, der har været omfattet af konflikt i regionen.
Jette Ohlsen, fællestillidsrepræsentant på Århus Sygehus, og 28 andre tillidsrepræsentanter på sygehuset har tydeligvis også medlemmerne bag sig, når de anbefaler at stemme forliget ned.
- Der har været 585 i konflikt her på sygehuset. Omkring 400 af dem var samlet til stormøde her i morges (mandag morgen, red.) til en kort orientering om forliget. De synes forliget er for dårligt og vil stemme nej. Forliget er for langt fra vores oprindelige krav på 15 procent, og de forstår slet ikke, at forbundet siger ja til lønforskelle mellem medlemmerne i regionerne og kommunerne, siger hun.
Den århusianske tillidsrepræsentant er selv uddannet sygehjælper og har arbejdet 28 år på Århus Sygehus.
- Jeg har aldrig nogensinde før oplevet et engagement og en energi som under den her strejke. Det er hårdt at strejke, det er indrømmet, og vi er trætte. På den anden side har folk sat næsen op efter mere i løn som en del af løsningen på de problemer med rekruttering, som vi har allerede i dag. Det problem løses ikke med forliget, og jeg er meget bekymret for fremtiden på det offentlige sundhedsvæsens vegne, lyder det fra Århus.
Ja og nej
FOA Århus har cirka 4000 regionsansatte medlemmer. Afdelingen beklager det forlig, forbundet har indgået med Danske Regioner.
- Forliget er ikke bare dårligere for vores egne medlemmer end forliget med Kommunernes Landsforening. Et forlig, som vi i parentes bemærket mener, gav for lidt til for mange. Regionsforliget svækker også de andre faggrupper, der kæmper for væsentlige lønstigninger til de offentlige kvindefag, siger formanden for FOA Århus, Kirsten Normann Andersen.
Hun tænker på medlemmerne af Sundhedskartellet og BUPL, der stadig mangler at få nye overenskomster på plads.
Kirsten Normann Andersen har stemt nej til forliget i FOA`s hovedbestyrelse. Det samme har repræsentanter fra Odense og København, mens Kristian Gaardsøe, formand for FOA Aalborg, stemte ja.
- Det har jeg først og fremmest på grund af de forlydender, der gik på et nært forestående regeringsindgreb, siger han til Arbejderen.
Han tror ikke på, at et eventuelt regeringsindgreb vil give de ansatte i regionerne de 14,1 procent, som det lykkedes FOA at få igennem med Kommunernes Landsforening.
- For så vil regeringen være tvunget til at give sygeplejerskerne det samme. Og hvor skal de penge komme fra, spørger Kristian Gaardsøe, der nu vil informere cirka 1000 regionsansatte medlemmer om forligets indhold.
Regeringsindgreb
FOA Århus mener, at frygten for et regeringsindgreb er overdreven.
- Det er en slet skjult hemmelighed, at flertallet i hovedbestyrelsen frygter et regeringsindgreb, som eventuelt måtte lande på 12,8 procent. Men at frygte det formelt, ligner næsten en opfordring. Om et regeringsindgreb kommer, og hvad det indeholder, afhænger i høj grad af, hvor stor de strejkendes opbakning er i befolkningen. Og her ligger de strejkende rigtig godt og har opbakning fra omkring to tredjedele i den sidste måling, siger Kirsten Normann Andersen.
Nu drejer den nye aftale sig om andet end kroner/ører. På FOA`s hjemmeside kan man læse, at forliget, som noget nyt, sikrer de social- og sundhedsansatte i regionerne en ret til at arbejde på fuld tid. Dermed sikres en mere vidtgående ret end det er tilfældet med sidste års trepartsaftale, hvoraf det fremgik, at retten til fuld tid er afhængig af, at der bevilges penge til formålet.
Desuden er parterne enige om et projekt for efter- og videreuddannelse af social- og sundhedsassistenter, hvor sigtet er en opgaveglidning, så den enkelte er i stand til at løse flere sundhedsfaglige opgaver.
Det er nu FOA`s cirka 21.000 medlemmer i regionerne, der skal afgøre om resultatet er godt nok ved en urafstemning. Resultatet af den afstemning forventes at ligge klar 6. juni.
Demonstration i dag
BUPL arrangerer landsdækkende demonstration i dag klokken 16 på Christiansborg Slotsplads. Der kommer mindst 100 busser med pædagoger fra hele landet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278