06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagplejen på danmarkskortet

Dagplejen på danmarkskortet

Lørdag, 24. maj, 2008, 00:00:00

De arbejder op til 60 timer om ugen for en timeløn under 100 kroner. Nu har de strejket sig til bedre forhold. Arbejderen har besøgt en gruppe dagplejere på Østerbro

Klokken ti er efterhånden et godt stykke oppe ad dagen for dagplejerne i legestuen på Hans Knudsens Plads i København.
De er netop blevet færdige med at tørre borde og stole i børnehøjde af efter formiddagens spisning af hjemmebagte boller, og går i gang med at give børnene sko på, så dagen kan fortsætte på den tilstødende legeplads.
Godt 30 dagplejebørn fordeler sig hjemmevant på rutsjebaner, legecykler og i sandkassen. Legepladsen ligger i forlængelse af legestuen på en tagterrasse på anden sal, lige dér hvor Østerbros traditionsrige herskabslejligheder bliver afløst af Nordhavnens billigere og mere vakkelvorne halvtredserhøjhuse.
- Vores job er ikke bare at passe og lege med børnene. Vi er med til at forme dem, og give dem en super god start på livet. Det er vores alle sammens fremtid, vi har med at gøre. Det er da det bedste job man kan have, siger Joan Nielsen.
Hver fredag mødes hun i legestuen med syv kolleger fra Ydre Østerbro. De har hver en gruppe på tre-fire børn i alderen nul til tre år med sig.
De otte dagplejere er også fælles om en ugentlig turdag og et ugentligt besøg af en musikpædagog. To gange om måneden får de besøg af en dagplejepædagog, som evaluerer børnenes udvikling sammen med dem.
- På vores turdage tager vi for eksempel i Zoologisk Have eller i skoven. Det bedste ved jobbet er, at vi selv kan bestemme vores arbejdsdag. Det giver fleksibilitet til at rette os ind efter børnenes behov og deres forskelligheder, fortæller Jane Hansen.

15 års erfaring
At dagplejerne retter hverdagen ind efter børnenes behov, betyder også at de kan blive hjemme, hvis børnene er mere i humør til det, eller spise frokost en halv time tidligere, hvis det er nødvendigt.
- Man lærer at læse børnenes signaler med årene. Vi observerer om de udvikler sig rigtigt, og hvis der er noget der halter, sætter vi lidt ekstra ind der, forklarer Joan Nielsen.
Med henholdsvis 16 og 15 års erfaring i jobbet ved begge dagplejere, hvad de taler om. Men den årlange baggrund er ikke deres eneste ballast, når de skal tyde om børnene er til hjemmehygge eller skovtur.
Udover et grundkursus har dagplejerne også kurser i emner som kommunikation, specialbehov, kost, hygiejne og motorik.
- Jeg har ti kurser eller mere. Og så fornyer vi vores grundkursus hvert femte år, fordi der hele tiden kommer ny viden til området, fortæller Joan Nielsen.

55 timer om ugen
Først på måneden så dagplejernes formiddag helt anderledes ud.
Selvom ingen af dem var udtaget under FOA`s strejke på det kommunale område, startede Joan Nielsen, Jane Hansen og deres kolleger dagene i legestuen med børn og bannere på Hans Knudsens Plads. Og i Store Bededagsferien brugte gruppen deres fridag til at gå til demonstration for ligeløn.
- Det gjorde vi for at være solidarisk med de strejkende, og fordi vi ikke får den løn vi har fortjent, fastslår Jane Hansen.
Hun anslår, at hun arbejder et sted mellem 55 og 60 timer om ugen. 48 timer om ugen er den tidsramme, forældrene kan aflevere deres børn i. Dertil kommer tid til indkøb, rengøring og papirarbejde.
- Mit første barn kommer klokken syv og bliver hentet igen klokken halv fem. Så skal der vaskes gulv eller ordnes indkøb til dagen efter. Jeg tager også tit aftenerne i brug til papirarbejde, fortæller Jane Hansen.
De administrative arbejdsopgaver tæller blandt andet statistiksedler for de daglige fremmøder og handleplaner for børnenes pædagogiske udvikling.
- Og når børnene sover til middag i legestuen planlægger vi vores fælles aktiviteter, tilføjer Jane Hansen.
For sit arbejde får hun omkring 15.000 udbetalt om måneden, mens kollegaen Joan Nielsen hiver sig op på 17.300 med nogle ekstra tillæg.
- Vi har et højere fradrag som kompensation for de mange arbejdstimer. Men det skal bruges på ekstra strøm og slitage af hjemmet og indkøb til børnene. De skal have mindst fire måltider om dagen, og det kan mærkes i budgettet, nu hvor madvarerne er steget så voldsomt, siger Jane Hansen.

Vi er blevet synlige
Hvis FOA-medlemmerne stemmer ja til den nye overenskomst, vil Joan Nielsen og hendes kolleger i dagplejen få mellem 2600 og 2700 mere i løn om måneden.
Dertil kommer forbedringer af blandt andet seniorordningen og aftalerne omkring pasning af børn fra andre grupper.
Dagplejerne på Østerbro er ikke i tvivl om, at de vil kaste sig ind med liv og sjæl, hvis de engang skulle blive udtaget til en overenskomststrejke. Alle i dagplejegruppen er organiseret hos FOA-fagforeningen LFS, og de har en god tradition for at følges ad til faglige møder.
- Resultaterne viser jo at det kan betale sig at strejke! Jeg synes, vi har fået et godt forlig, påpeger Joan Nielsen.
Selvom gruppen ikke selv var i strejke, har konflikten ført snak om kravene og den faglige stolthed med sig.
- Det er blevet mere legalt at snakke om vores faglighed, og vi har fået sat ord på, hvor meget vi egentlig kan. Vi har vores mening om tingene nu. Før gjorde vi det bare, fortæller Joan Nielsen.
Både hun og Jane Hansen føler, at konflikten har været med til at synliggøre deres arbejde for resten af Danmark.
- Før var vi sådan en glemt lille gruppe, som kunne få, hvis der var noget til overs. Det er også fordi, vi er sådan en lille faggruppe. Men nu er der ingen, der er i tvivl om, at vi eksisterer. Dagplejerne er kommet på danmarkskortet, konkluderer Jane Hansen.
Det er ved at være frokosttid, og der bliver pudset forkølede næser og vasket hænder, mens nogle af dagplejerne småsnakker med børnene om formiddagens sand- og cykeloplevelser. Andre er gået ind for at gøre maden parat.
- Jeg har tit mødt en forestilling om, at dagplejerne bare er sådan nogle, der går derhjemme og hygger. Mange kender slet ikke til det pædagogiske arbejde, vi blandt andet udfører i legestuerne. Derfor er jeg glad for, at vi nu er kommet på banen i den faglige kamp, anfører Joan Nielsen.
Konflikten har også ført til drøftelser på legestuen af det politiske spil om pengene i samfundet. Joan Nielsen peger på finansministeren der sagde inden overenskomstforhandlingerne, at der ikke var råd til et lønløft til de offentligt ansatte.
- Vi tror ikke på dem mere. De siger at der ikke er råd, men når så folk går på gaden, viser det sig, at der er penge alligevel, siger hun.
- Nu har vi set, at vi kan gøre en forskel for os og vores familie når vi kommer op på barrikaderne, slutter Joan Nielsen.


Fakta om dagplejere
En dagplejer arbejder oftest 48 timer om ugen.
For det får hun 97,55 kroner i timen eller 20.296 om måneden før skat.
Hvis den nye overenskomst træder i kraft, stiger hendes løn fra 1. januar 2009 med 2600-2700 kroner om måneden før skat.
Der er cirka 23.000 dagplejere i hele Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland