06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Irakere hjemsendt til krig

Irakere hjemsendt til krig

Fredag, 23. maj, 2008, 00:00:00

På trods af anbefalinger fra FN tvangshjemsender Danmark 11 irakere til den centrale og sydlige del af Irak. Beslutningen kritiseres af menneske-rettighedsorganisationer

To irakere er allerede landet i Bagdad, efter at de danske udlændingemyndigheder onsdag valgte at tvangshjemsende dem. Beslutningen går stik imod FN`s anbefalinger og møder stærk kritik fra menneskerettighedsorganisationer.
Det er lykkedes regeringen at indgå en hjemsendelsesaftale med de irakiske myndigheder. Aftalen gælder 11 irakere, der er dømt for overtrædelses af straffeloven og har afsonet deres straf i Danmark. De sidste ni irakere vil blive udsendt i løbet af de næste fire uger og opholder sig indtil da i Vestre Fængsel.
Indtil nu har Irak kun villet modtage afviste irakere til den nordlige del af landet. Den nye aftale er den første, der gælder den centrale og sydlige del. Her ligger landets hovedstad Bagdad, hvor de hjemsendte irakere i første omgang lander. I Bagdad hersker der ifølge Amnesty International borgerkrigslignende tilstande, og alene i marts og april er der rapporteret 2000 dræbte, talrige bortførelser, tilfælde af tortur og mishandling samt tilfældige anholdelser.
Det er derfor, FN`s flygtningehøjkommissariat fraråder at tvangshjemsende afviste asylansøgere til denne del af landet. De anbefaler i stedet at give irakerne flygtningestatus i Danmark.
Enhedslisten kalder den centrale og sydlige del af Irak for en højest risikofyldt krigszone og kræver, at udvisningerne stoppes omgående. De har kaldt integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i samråd. Hun skal redegøre for, hvad Danmark gør for at sikre irakernes sikkerhed, når de er tilbage i Irak. Det mener ministeren dog ikke, Danmark har noget med at gøre, udtaler hun til DR.
Tvangshjemsendelserne kritiseres kraftigt af både Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder (IMR).
- Med den beslutning, der nu er truffet, har de danske udlændingemyndigheder endnu en gang valgt at tilsidesætte anbefalinger fra et specialiseret FN-organ, siger IMR`s asylretsekspert Kim U. Kjær på deres hjemmeside.
Det er Flygtningenævnet, der har vurderet, at det er sikkert at sende irakerne hjem, på trods af FN`s anbefalinger. De henviser til, at den irakiske regering selv er gået ind på at modtage de 11 irakere. Dansk Folkeparti ser særaftalen som et skridt på vejen til at få alle de irakiske flygtninge, som har fået afslag på asyl, sendt tilbage.
- Vi har en klar forventning om, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech snarest får forhandlet en permanent hjemsendelsesaftale i stand med den irakiske regering, som Danmark har støttet massivt økonomisk og militært, siger Peter Skaarup ifølge Politiken.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland