06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Trinmål og test fra skolestart

Trinmål og test fra skolestart

Fredag, 16. maj, 2008, 00:00:00

Økonomisk vækst forudsætter ifølge OECD, at børn får undervisning i børnehaveklassen. Regeringen følger nu opfordringen og udvider undervisningspligten

Skolestartsforliget er på plads. Sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne vedtager regeringen på tirsdag at udvide undervisningspligten til ti år, så den kommer til at omfatte børnehaveklassen.
Børnehaveklassen får trinmål, så nogle af de mål, der før skulle nås i første klasse, fremover skal nås i børnehaveklassen. Samtidig sprogtestes børnene så snart, de begynder i skole. Sprogtestene skal bruges til at kunne niveauopdele børnene fra start.
Tiltagene skal ifølge Socialdemokraternes ordfører på folkeskoleområdet, Leif Lahn Jensen, skabe mere faglighed i børnehaveklassen.
- Men fagligheden skal komme via leg, for det er den bedste måde at lære på, siger han til Arbejderen.
Med det nye skolestartsforlig får børnene netop mindre tid til leg, kritiserer modstandernes af forslaget, Enhedslisten, SF og Radikale. De mener, at den nye lov 'skolificerer' børnehaveklassen og medfører en mere snæver indlæringsfilosofi med fokus på målinger og test. Ikke mindst frygtes en opdeling i A- og B-hold:
- Vi synes, det er et skråplan at dele børnene op på så tidligt et tidspunkt. Det kan skade selvværdet, og det kan skade lysten til at lære, sagde Hanne Agersnap fra SF under førstebehandlingen af forslaget.
Ideen om at omfatte børnehaveklassen af undervisningspligten kommer blandt andet fra den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling (OECD). De opfordrede i starten af 2007 Danmark til at effektivisere uddannelsessystemet for at sikre en økonomisk vækst.
Lærere og pædagoger er generelt set positive overfor obligatorisk børnehaveklasse. Men det skal ikke blive til en ny første klasse, mener pædagogernes fagforening BUPL.
- Min bekymring er, at det her er en del af en skridtvis plan, der skal indføre mere formaliseret indlæring og mere styret indhold i børnehaveklasserne, siger medlem af BUPL`s forretningsudvalg Allan Baumann til Arbejderen.
Skolestartsforliget kommer også til at påvirke skolefritidsordningerne. Fra august 2009 skal kommunalbestyrelserne lave mål- og indholdsbeskrivelse for, hvad børnene skal lave, når de er i skolefritidsordning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland