06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sneglehuset går i strejke

Sneglehuset går i strejke

Fredag, 16. maj, 2008, 00:00:00

Pædagogerne i Sneglehuset så misundeligt til, mens medhjælperne i FOA gik på gaden for højere løn. Nu er det endelig blevet deres tur

Sommersolen stråler, og næsten alle i Børnehuset Sneglehuset på Frederiksberg er udenfor på legepladsen. Børnene spiller fodbold og graver i sandet, eller snakker med pædagogerne, der nyder solen sammen med dem. På et bord i en af stuerne indenfor ligger nymalede papfigurer til tørre. Ni mælkekartoner er blevet til en meget rummelig flyvemaskine.
Til daglig har pædagogerne Birgit Asveg, Tina Vandet og deres kolleger ansvaret for omkring 70 børn i Sneglehuset. Men på mandag møder de til uddelingsaktion og stormøde i Nørrebrohallen. Sneglehuset er lukket, og pædagogerne på Frederiksberg er i overenskomststrejke for første gang nogen sinde.
- En mor til et af børnene kom ind på stuen og sagde tillykke! Det var sådan jeg opdagede resultatet, husker Birgit Asveg sin tirsdag eftermiddag, hvor det blev klart, at pædagogerne i fagforeningen BUPL havde stemt et stort nej til den forligsskitse, deres hovedbestyrelse anbefalede i stedet for en strejke samtidig med FOA og Sundhedskartellet.
Birgit Asveg og de fleste af hendes kolleger fulgte BUPL Hovedstadens anbefaling om at stemme nej til forliget.
- Jeg er vildt glad for, at nej`et blev så klart med de 61 procent, og at stemmeprocenten er høj. Det giver et godt, samlet grundlag at gå i strejke på, siger Birgit Asveg til Arbejderen.
Trods 31 års erfaring som pædagog har hun ikke strejket eller demonstreret før. Det samme gælder kollegaen Tina Vandet, som har været i faget i små fire år. De glæder sig begge til nu at skulle prøve kræfter med bannere, megafoner og løbesedler.
- At ruste de børn, der er Danmarks fremtid, til livet, er det vigtigste arbejde i hele verden. Men det bliver ikke lønnet efter, hvad det er værd. Så er strejken vores eneste våben. Nu skal vi ud og vise, hvad vi dur til, fastslår Tina Vandet overfor Arbejderen.

Savner samlet strejke
Sneglehuset har omtrent lige mange pædagoger og pædagogmedhjælpere ansat, og har derfor kørt med nedsat kapacitet, mens pædagogmedhjælperne i FOA-fagforeningen LFS har strejket.
Birgit Asveg og Tina Vandet ville gerne have været med allerede for seks uger siden, da FOA sagde nej til de 12,8 procent, de fik tilbudt fra Kommunernes Landsforening.
- Vi havde stået stærkere, hvis vi alle sammen var gået ud på en gang. Nu skal vi i strejke, mens pædagogmedhjælperne er gået i arbejde igen. Det gør os mindre samlede som arbejdsplads, og det er også hårdere for forældrene, som nu skal trækkes med strejken i længere tid, påpeger Birgit Asveg.
Alligevel møder pædagogerne stor opbakning fra forældrene, som blandt andet har organiseret fælles pasning af hinandens børn.
- Mens vi har stemt om forliget, har de fleste støttet os i at ville strejke. De synes også vi trænger til et lønløft, siger Tina Vandet. Hun arbejder selv 32 timer om ugen til en løn inklusiv tillæg på 19.119,59 kroner.
Pædagogerne i Sneglehuset har allerede t-shirts, foldere og skilte parat til strejkestarten mandag. Faktisk lå BUPL`s magenta-farvede kampagnematerialer klar allerede før forhandlingerne startede.
- Vi sad med sådan en lidt flad fornemmelse, da vi så fik at vide, at vi slet ikke skulle strejke. Vi har svært ved at forstå, at forhandlerne ikke gik hele vejen og blev faktisk temmelig vrede, fortæller Tina Vandet.
Utilfredsheden, mener Birgit Asveg, har været med til at sætte stemmeprocenten historisk højt op til syv ud af ti BUPL-medlemmer.
- Samtidig har vi set, at FOA-medlemmerne har fået noget ud af deres strejke, og det har været et godt argument for et nej, tilføjer hun.

Et politisk spørgsmål
Både Tina Vandet og Birgit Asveg tror, at strejken vil kunne give dem et forlig, der ligner FOA`s.
- Men det er ikke sikkert, vi stiller os tilfredse med det! Vi går efter de 15 procent, fastholder Tina Vandet.
Derudover forventer de, at strejken vil give dem et større sammenhold på arbejdspladsen og med kolleger fra andre institutioner.
- Jeg håber også det får sat gang i en debat om, hvordan vi prioriterer i det her samfund og rykke vores fag op ad statusbarometeret. Det er politisk valg, at det i dag bliver betragtet som mere værdifuldt at være direktør end at passe hans børn, anfører Tina Vandet.
Strejken i FOA og Sundhedskartellet har allerede sat gang i de politiske diskussioner i Sneglehuset. Snakken har blandt andet gået om, hvor pædagogerne forestiller sig, de 15 procent ekstra i løn skal komme fra.
- De kunne jo tage pengene fra nogle af regeringens skattelettelser. Det er et spørgsmål om fordeling. Det er i hvert fald ikke os lavtlønnede, der har fået gavn af lettelserne, foreslår Birgit Asveg.


BUPL i konflikt
Børne- og ungdomspædagogernes landsforbund BUPL organiserer cirka 60.000 pædagoger og klubfolk på landsplan.
13.000 af dem er udtaget til strejken, som begynder på mandag.
Strejken omfatter 15 kommuner og vil berøre knap 122.000 børn.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland