06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SU-forhandlinger kører igen

SU-forhandlinger kører igen

Onsdag, 07. maj, 2008, 00:00:00

Regeringen vil give de studerende et højere fribeløb, så de kan arbejde mere ved siden af studiet. SF bremser for at pengene tages andre steder i SU-systemet

De universitetsstuderende er fulde af forhåbning om, at de netop genoptagede forhandlinger om et nyt SU-forlig vil kaste af sig til deres side. Der er ikke meget at komme efter for ungdomsuddannelserne.
Efter en lang forhandlingsknude genoptog forligsparterne, der spænder helt fra SF til Dansk Folkeparti, i går forhandlingerne om et nyt SU-forlig. Regeringen vil dels hæve fribeløbet, så de studerende kan arbejde 15 timer om ugen, inden de bliver trukket i SU. Dels vil de give flere penge til handicappede studerende og samboende studerende med børn. Pengene skal hentes ved at skære i SU`en for elever og studerende, som stadig bor hjemme.
- Vi er glade for, at forhandlingerne genoptages. Vi håber, de har fundet en måde at finansiere forbedringerne på. Det ville være rigtig godt, hvis rammen bliver udvidet, så andre grupper ikke skal tabe på det, siger levevilkårsordfører for Danske Studerendes Fællesråd (DSF) Pernille Miller til Arbejderen.
SF ønsker, som DSF foreslår, at udvide den økonomiske ramme, men der var ikke meget optimisme at spore hos SU-ordfører Nanna Westerby inden mødet i går:
- Det har regeringen jo hele tiden været meget afvisende overfor. De vil i stedet tage pengene fra de hjemmeboendes SU, men det går vi ikke med til, fastslår hun overfor Arbejderen.
Konsekvensen af at skære i de hjemmeboendes SU kunne blive et større frafald på de tekniske skoler, frygter Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO).
- Det kommer jo ind i folks overvejelser at få et job i stedet, når man kan tjene mere som flaskedreng i Netto, end man får i SU, siger formand for EEO Jonathan Simmel til Arbejderen.
Gymnasieeleverne er ligeledes imod at finansiere fribeløbet indenfor SU-systemet.
- Det kan ikke passe, at elevernes kerne-SU skal finansiere, at de studerende kan arbejde mere. Det er ikke noget særligt ambitiøst forslag, regeringen er kommet med, det ville være mere interessant at hæve den samlede ramme for SU`en, siger Gry Poulsen, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning til Arbejderen.
Hun støtter i stedet op om DSF` forslag om at finansiere fribeløbet gennem de ekstra skatteindtægter, der kommer af, at de studerende arbejder mere.
Venstres SU-ordfører Sofie Løhde ville inden mødet i går ikke udtale sig om, hvordan hun ønskede at finansiere fribeløbet. Hendes hovedprioritet er frihed til den enkelte studerende til at bestemme, hvor meget vedkommende vil arbejde.
- Og det er jo meget oplagt, at de studerende arbejder mere i en tid med historisk stor mangel på arbejdskraft, siger hun til Arbejderen.
Ifølge regeringens jobplan fra efteråret ønsker den, at de studerende arbejder 20 timer om ugen for at imødekomme efterspøgslen efter arbejdskraft.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland