06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Konfliktret før fri bevægelighed

Konfliktret før fri bevægelighed

Onsdag, 07. maj, 2008, 00:00:00

Social protokol til Lissabon-traktaten skal sikre fagbevægelsens handlefrihed, lyder kravet fra den Europæiske Faglige Sammenslutning, som har konkret forslag

af Hans Brinkmann
'Vi får at vide, at strejkeretten er fundamental, men ikke så fundamental som den fri bevægelighed for tjenesteydelser', konstaterer ledelsen af den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) i sin opsummering af konsekvenserne af EF-domstolens afgørelser i Vaxholm- og Viking-sagerne. (Erklæringen kom før Rüffert-sagen satte en tyk streg under behovet for at gribe ind.)
EFS understreger, at dommene ikke bare angår de nordiske lande, men berører fagbevægelsen i hele Europa. Men EFS-toppen finder det dog dybt ironisk, at dommene især presser den svenske og danske model - 'hjemstedet for den berømmede flexicurity'.
EFS mener, at EF-Domstolen udfordrer det internationale system af arbejderrettigheder, som de er formuleret både i ILO-konventioner og i Europarådets konventioner.
'ILO-konventionerne sætter den internationale standard for arbejderrettigheder. De er udfordret af EF-domstolen. Det er uacceptabelt, Europa forventer andre lande skal følge reglerne. Vi kan ikke være en region, som krænker de grundlæggende konventioner. Vores grundlæggende rettigheder er nu i fare. Det samme er fagforeningernes uafhængighed', hedder det i erklæringen fra EFS` eksekutivkomite.

Social protokol
Situationen er uacceptabel, derfor kræver EFS handling, som kan udbedre skaderne. Organisationen foreslår, at Lissabon-traktaten får en social protokol, som fastslår, at de faglige rettigheder er hævet over traktatens økonomiske friheder.
EFS har formuleret et første udkast til, hvordan en sådan protokol kunne se ud, så konfliktretten og fagbevægelsens ret til at kæmpe for ordnede forhold ikke underordnes den fri bevægelighed.
EFS understreger, at en social protokol skal være juridisk bindende, det er ikke nok med en skåltale, der hylder fagbevægelsens rolle i almindelighed.
'En sådan protokols status er altafgørende. Vi kræver et instrument med den status og autoritet, som er nødvendig for at give en klar retning i tolkningen af traktaterne', hedder det fra EFS.

Forslag til tekst
EFS forslag til protokol lyder i fri oversættelse:
'Intet i traktaten, og især ikke retten til frie bevægelighed eller konkurrenceregler skal have forrang for grundlæggende sociale rettigheder og social fremgang. I tilfælde af konflikt har de grundlæggende sociale rettigheder forrang.
De økonomiske friheder skal ikke udlægges som en ret for virksomhederne til at omgå eller undgå nationale regler på arbejdsmarkedet eller til social dumping.
Traktatens økonomiske friheder skal forstås sådan, at de ikke krænker retten til at udøve de grundlæggende sociale rettigheder. Herunder retten til at forhandle overenskomster, indgå og håndhæve kollektive aftaler og vedtage kollektive kampskridt.
Arbejderbeskyttelse skal fortolkes, så den anerkender fagforeningernes og arbejdernes ret til kæmpe for at fastholde eksisterende standarder og for at forbedre leve- og arbejdsvilkårene i Unionen udover de eksisterende (minimums) standarder, og især at bekæmpe unfair konkurrence på løn- og arbejdsvilkår og kræve lige vilkår for arbejdere uanset nationalitet.'

Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland