06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sundhedskartellet fortsætter

Sundhedskartellet fortsætter

Tirsdag, 06. maj, 2008, 00:00:00

Arbejdsgiverne i Danske Regioner viser ingen vilje til nye forhandlinger. Derfor fortsætter strejke-aktiviteterne i landets fem regioner for fuld skrue

Mens FOA og arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening blev enige om et forlig i går, så tyder intet på, at der er nye forhandlinger på vej mellem arbejdsgiverne i Danske Regioner og Sundhedskartellet.
Connie Kruckow, formand for de 11 organisationer i Sundhedskartellet, ønsker FOA til lykke med forliget.
- Jeg mener, deres aftale viser, at der åbenbart er flere penge tilbage i de offentlige kasser. Derfor lægger det presset over på Danske Regioner, siger hun.
Connie Kruckow afviser de arbejdsmarkedsforskere, der hurtigt var ude og spå om, at FOA`s forlig skulle svække Sundhedskartellets muligheder for et ordentligt resultat.
- Overenskomstkampen handler ikke kun om mere i løn, men også om fremtidens sundhedssystem. Derfor står Sundhedskartellet fast på lønstigninger på 15 procent over tre år og nedsættelse af en lønkommission, lyder det fra formanden.
Hun ser uligeløn som et samfundsproblem, og mener der skal samfundsløsninger til.

Hovedstaden
At dømme ud fra aktivitetsniveauet blandt medlemmerne af Sundhedskartellet tyder intet på, at de har tænkt sig at opgive kampen. 1. maj skød de en landsdækkende underskriftsindsamling i gang. Den slutter i morgen. Danskerne kan med en underskrift være med til at støtte op om sundhedspersonalets kamp for ligeløn.
Dansk Sygeplejeråd er den største organisation i Sundhedskartellet. Et besøg på hjemmesiderne og en rundringning til de fem regioner vidner om stadig flere og nye aktiviteter.
I Region Hovedstaden udnytter medlemmerne, at DR 1 hver aften sender live fra Københavns Rådhusplads. Siden den 21. april har sygeplejersker fra Københavns Kommune stået bannervagt på Rådhuspladsen i det tidsrum programmet Aftenshowet ruller og på den måde været med til at sende kravet om 15 procent mere i løn direkte ud i de danske stuer.
Den aktivitet fortsætter, garanterer Tine Lyng, tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Københavns Kommune. Hun kommer lige fra møde om det foreløbige program for resten af ugen.
- Vi vil også stadig møde op i Folketinget, så vi bliver synlige overfor de politikere, som i sidste ende kan løse den her konflikt. Desværre viser den siddende regering ikke særlig stor interesse for at sikre et velfungerende offentligt sygehusvæsen, så havde den vel for længst fundet de ekstra midler, det kræver. Indtil det sker, kæmper vi videre, siger Tine Lyng til Arbejderen.
Derudover er der en række andre initiativer i lokalområderne.

Provinsen
I Region Nordjylland er der også fuld tryk på aktiviteterne, lyder det fra Gurli Babetunde fra happeningsgruppen i Aalborg Kommune.
- Dagens cykeldemonstration samlede 250 deltagere, lidt flere end vi havde regnet med, og de var til både at se og høre.
Hun fortæller, at deltagerne alle bar den karakteristiske hvide uniforms-t-shirts og medbragte larmende Løkke-poser.
- Han er jo svær at råbe op, ham finansministeren. Vi står med et kæmpe rekrutteringsproblem i det offentlige sundhedsvæsen, som der skal gøres noget ved. Sidste år var der en nedgang alene i optaget til sygeplejeuddannelsen på hele 36 procent. Ved at larme med Løkkeposer håber vi på at kunne råbe ministeren op og fortælle ham, at han kan være med til at løse problemet. Vi synes, det er værd at kæmpe for, men det kræver altså nogle penge fra regeringen, siger Gurli Babetunde.
Cyklerne bliver i det hele taget flittig brugt af de strejkende i Sundhedskartellet. I går blev de også luftet i Holstebro, da sundhedsplejersker og sygeplejersker tog en tur gennem byen. De samme faggrupper stod for en lidt længere cykeltur, der gik fra Høje-Tåstrup til Valby med opsamling flere steder på ruten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland