06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FOA Ungdom i aktion

FOA Ungdom i aktion

Fredag, 25. april, 2008, 00:00:00

Der er dress-code på, når FOA Ungdom deltager i overenskomstaktiviteterne. De unge er klædt ud som velfærdens superhelte, når de indtager gaden

Medlemmerne af FOA Ungdom har kastet sig ind i konflikten. Og de er nemme at få øje på, når de tager del i de mange overenskomstaktiviteter.
- På vores årsmøde i sidste måned gennemførte vi en aktion, hvor vi havde røde kapper på. Nu har vi gjort det til en del af vores koncept. Vi bruger det over hele landet, hvor vi fører os frem som velfærdens superhelte, siger Ane Stær Nissen, ungdomskonsulent i FOA Ungdom til Arbejderen.
Hun fortæller, at der er gang i aktiviterne, især i de største byer. Her deltager de unge for det meste sammen med de ældre kolleger, men FOA Ungdom gennemfører også selvstændige aktioner eller sørger for at være synlige som gruppe.
- Fredag eftermiddag (i dag - red.) deltager vi i cykeldemonstration for ligeløn i København. Og om aftenen tager vi med til solidaritetsfesten. Og det kan da godt tænkes, at vi byder op til løn-boogie-woogie eller på anden måde bidrager til at sætte feststemningen i vejret, lover ungdomskonsulenten.
I hovedstadsområdet har FOA Ungdom været rundt på sosu-skolerne. Eleverne må ikke strejke og heller ikke udføre konfliktramt arbejde. Så ifølge Ane Stær Nissen er de glade for at få besøg og en opfordring til at deltage i strejkeaktiviteterne i lokalområderne sammen med deres kommende kolleger.
Lørdag står der gær-aktion på programmet i Århus, fortæller Dorte Mose Pedersen.
- Klædt ud som velfærdens superhelte deler vi gær ud til borgerne. Alle kan hjælpe os, med at få vores løn til at hæve, når dem der har ansvaret er modvillige, forklarer hun til Arbejderen.
Aktionen bliver en tro kopi af den, som hun har været med til at lave i Aalborg tidligere på ugen sammen med den 22-årige social- og sundhedshjælper, Maria Kristensen.
- Jeg er i det store hele meget glad for mit arbejde. Vores brugere og deres pårørende sætter også stor pris på det arbejde, jeg udfører. Derfor virker det helt absurd, når jeg går hjem og kigger på min lønseddel. Som social- og sundhedshjælper har jeg mit hjerte med på arbejde, men jeg ville være økonomisk bedre stillet ved at arbejde på en fabrik, siger Maria Kristensen til Arbejderen.
Efter kun to år som uddannet i faget er hun begyndt at overveje, om det er værd at fortsætte. Oven i at lønnen er utilfredsstillende og arbejdspresset enormt, er der også problemer med meget voldelige brugere. Lige nu går hun rundt med et kæmpe blåt mærke på det ene lår efter et spark fra en ældre dame.
Heller ikke Dorte Mose Pedersen er tilfreds med de nuværende forhold i sit arbejde som omsorgs- og pædagogmedhjælper.
- Jeg elsker mit job, men alt for ofte går jeg derfra med dårlig samvittighed over, at der ikke var tid nok. Hvis vi vil give vores ældre og svage ordentlige vilkår, så må vi, der arbejde med dem, også have ordentlige vilkår, mener hun.
Med gær-aktionen håber FOA Ungdom at få en dialog med borgerne om, hvordan der sikres en velfungerende velfærdsstat om 20 år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. apr. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland