Velbesøgt konference om Vaxholm-dommen viste, at et folketingsflertal ikke tør udfordre EU på strejkeretten. Faneborg foran Christiansborg i morgen klokken 10
Enhedslisten og Dansk Folkeparti står alene med kravet om, at Danmark skal sikre sig en garanti for, at EU ikke kan blande sig i strejkeretten, før Folketinget godkender Lissabon-traktaten. Ingen andre partier tør udfordre EU på det spørgsmål.
Det står klart efter mandagens konference med titlen 'Efter Vaxholm - hvordan sikres konfliktretten?', indkaldt af Fagligt Ansvar og LO Storbyerne, der er initiativtagere til underskriftsindsamlingen 'Fingrene væk fra konfliktretten'.
Samtlige indlæg på konferencen udtrykte stor frygt for konsekvenserne af EF-domstolens dom i Vaxholm-sagen. Dommen åbner for løn-dumping og i sidste ende social dumping. Men blandt politikere og i forbundstoppen er der øjensynlig endnu større frygt for, hvad EU kan finde på, hvis Danmark kræver garanti for strejkeretten.
Karsten Hønge, tidligere TIB-formand på Fyn, nu erhvervsordfører for SF, mente i lighed med LO-formand Harald Børsting og TIB- og BAT-formand Arne Johansen, at Danmark ville blive isoleret i EU, hvis vi 'bruger Lissabon-traktaten som gidsel' for at få en EU-garanti for konfliktretten via en tillægs-protokol til traktaten.
I stedet foreslog Karsten Hønge, at Danmark efter ratificeringen af traktaten skulle forsøge at få en topmøde-erklæring om strejkeretten samt få gennemført ændringer i udstationeringsdirektivet.
Det sidste advarede TIB- og BAT-formand Arne Johansen til gengæld imod. Hvis vi åbner udstationeringsdirektivet, risikerer vi bare at få noget, der er endnu værre, sådan som udviklingen er i EU, mener Arne Johansen.
- Topmøde-erklæringer kan kun binde regeringer ikke EF-domstolen. Den har kun traktaterne og de vedlagte protokoller at tage hensyn til. Den eneste mulighed er at få en protokol i tillæg til Lissabon-traktaten, understregede Søren Søndergaard, EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU.
Anders Olesen fra Fagligt Ansvar måtte til slut konstatere, at et flertal i Folketinget i morgen ved ratifikationen af Lissabon-traktaten vil afskrive sig muligheden for at få en konfliktrets-garanti.
- For os i arrangørkredsen, Fagligt Ansvar og LO Storbyerne, er det fortsat vigtigt, at vi arbejder på at fastholde konfliktretten uden nogen form for begrænsning. Vi opfordrer alle til at møde op med fagforeningsfanen foran Christiansborg på torsdag klokken 10, når vi afleverer over 2000 tillidsfolks underskrift på kravet om en garanti for strejkeretten, sluttede Anders Olesen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278