05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Trængsel på Slotspladsen

Trængsel på Slotspladsen

Lørdag, 19. april, 2008, 00:00:00

Strejken handler også om, hvor vidt vi vil have et velfungerende offentligt sygehusvæsen, eller om vi ønsker private A-sygehuse og offentlige B-sygehuse, siger Sundhedskartellet.

Der var trængsel på Christiansborg Slotsplads torsdag eftermiddag. Ifølge politet deltog mellem 30.000 og 50.000 strejkende deltog i konfliktens første store demonstration, som Sundhedskartellet har indkaldt til.
Alle de forskellige faggrupper i Sundhedskartellet er tilstede, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, radiografer, økonomaer, tandplejere og så videre. Også mange FOA-medlemmer er mødt frem.
Konflikten handler også om hvad det er for et sundhedsvæsen, vi vil have i fremtiden, fastslår Sundhedskartellets formand Connie Kruckow i sin tale til demonstranterne.
- Skal vi have et sundhedsvæsen på 1. og 2. klasse eller skal vi have et velfungerende offentligt sundhedsvæsen, spørger hun og ridser problemerne op med at fastholde de ansatte på offentlige sygehuse hvor lønnen er lav og arbejdspresset stort.

Folk flygter
Det problem kan to af demonstranterne Trine Holm Hansen og Rosalina Refner nikke genkendende til. De arbejder på en medicinsk afdeling på Herlev Hospital.
- Vi har problemer med at få sygeplejersker ansat. Mange bliver lokket af at de kan gå over til privathospitalerne og få meget mere i løn. De kan på 10.000 kroner mere om måneden i det private. Men det udhuler systemet. Vi får færre hænder, men skal stadig lave det samme, siger Rosalina Refner.
- For en måneds tid siden manglede vi omkring syv sygeplejersker og 12 sosu-assistenter på afdelingen. Så bruger vi en masse penge på vikarer, men der mangler også vikarer og de penge kunne bruges på at give os bedre løn i stedet for, så det var nemmere at få folk til at blive, tilføjer Trine Holm Hansen.
De gør det helt klar at problemer på deres afdeling ikke er et særtilfælde, sådan er det mage steder i sundhedsvæsnet. Og mange bukker under for arbejdspresset og flygter til det private eller skifter helt fag.
- Jeg har selv overvejet at skifte, hvis det bliver ved med at være så hårdt. Jeg blev færdiguddannet for tre år siden. flere af dem jeg blev udlært sammen med har forladt faget, fortæller Trine Holm Hansen.
De er ikke i tvivl om hvad det er de strejker for. 15 procent og så en Ligelønskommission.
De krav går igen uanset hvem man snakker med på pladsen.

Tre busser fra Vejle
Bioanalytiker Majken Frederiksen er kommet helt fra Vejle sammen med kollegaerne fra sygehuset. De har fyldt tre busser.
- Hvis lønnen ikke stiger får vi svært ved at finde unge der vil være indenfor de her fag, siger hun.
De kan de unge kommende hospitalsansatte nikke genkendende til. En gruppe jordemoderstuderende er mødt frem for at støtte de strejkende. En af dem er Stina Skov.
- Det er jo vores fremtid det gælder. Derfor skal vi støtte op, selvom vi ikke er ude på arbejdsmarkedet endnu. Jordemødrene halter 27 procent bagud i forhold til andre sammenlignelige grupper på det private arbejdsmarked, erklærer hun.
Og så gjalder råbet hen over pladsen: Mer` i løn! Mer` i løn!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. apr. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland