05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mere end et minoritetsparti

Mere end et minoritetsparti

Torsdag, 17. april, 2008, 00:00:00

Enhedslistens Amager-afdeling håber ikke, at de interne diskussioner på listens årsmøde i weekenden kommer til at fylde det hele. Store opgaver presser sig på.

Minoriteter skal være velkommen i Enhedslisten, men partiet skal i højere grad, end tilfældet er nu, også fremstå som et arbejderparti.
Sådan lyder meldingen fra Lars Hostrup Hansen og Gorm Gunnarsen, som begge er med i bestyrelsen for Enhedslistens Amagerafdeling.
- Enhedslisten kommer i medierne til at fremstå mere som et minoritetsparti end et arbejderparti. For eksempel fokuseres meget på vores holdning til ungdomshus samt flygtninge og indvandrere. Måske har vi været for defensive på andre områder omkring 'almindelige' menneskers interesser, siger Gorm Gunnarsen til Arbejderen.
- Jeg ser ikke nødvendigvis en modsætning mellem det at være et parti for minoriteter eller for bevægelserne. Men det skal ikke kun handle om minoriteter, vi skal også brede os ud. Vi skal være arbejderklassens parti for nu at sige det på lidt gammeldags vis, tilføjer Lars Hostrup Hansen.

Vigtige opgaver
Han frygter lidt, at Enhedslistens årsmøde i den kommende weekend bliver præget af interne diskussioner omkring opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid.
- Jeg håber, at vi kan vise samme sammenhold som under valgkampen og undgå, at de interne diskussioner fylder det hele. Der er mange vigtige opgaver, som presser sig på. Som for eksempel de offentligt ansattes strejke, hvor Enhedslisten skal ud og vise solidaritet og støtte. Det er også vigtigt, at vi markerer os omkring den kendsgerning, at befolkningen er blevet snydt for en afstemning omkring EU-forfatningen. Her har vi en unik rolle, som det eneste venstreorienterede parti i Folketinget, der er imod EU.
Som det sidste meget afgørende spørgsmål på den aktuelle politiske dagsorden nævner Lars Hostrup Hansen Danmarks deltagelse i forbryderiske krige i Afghanistan og andre steder.
- Det er tre åbne baner, som vi skal ind og spille mere på. Derfor er det vigtigt, at vi nu får afrundet diskussionen om religion og socialisme, fastslår han.
Begge de to Amager-medlemmer har oplevet, hvordan de interne diskussioner omkring kandidatlisten har skadet opbakningen til listen og betydet, at nogle medlemmer har undladt at gå aktivt ind i for eksempel valgkampen.
- Det var meget tydeligt op til valgkampen, at Enhedslisten var dybt splittet. Efter debatten om Asmaa var mange i tvivl om, hvor Enhedslisten stod, mener Lars Hostrup Hansen.
- Der er et klart mindretal i Enhedslisten, som ikke kan rumme religiøsitet. Asmaa blev symbolet på den konflikt. Lokalt oplevede jeg medlemmer, som har allergi overfor religiøsitet, fordi de i deres eget bagland har oplevet, hvad fundamentalistisk religiøsitet kan føre til. Det gjorde det ikke bedre, da Asmaa sagde nogle dumme ting om solidaritet med den væbnede kamp i Irak, der i hovedsagen er et antisolidarisk projekt, tilføjer Gorm Gunnarsen.

For mange er passive
Det generelle billede i partiet var, at de interne diskussioner stoppede, da valget blev udskrevet, og at medlemmerne derefter stod sammen om at sikre Enhedslistens repræsentation i Folketinget. Hvilket jo lykkedes, på trods af markant tilbagegang over hele landet.
- Vi tabte simpelthen provinsen igen, efter at vi vandt den i 2005, siger Gorm Gunnarsen og fortsætter:
- Se bare på Amager. I Sundby, som er en del af Københavns Kommune, er vi godt nok gået tilbage, men vi har kun mistet omkring en syvendedel af medlemmerne. I Tårnby og Dragør er vi blevet halveret. Jeg tror det hænger sammen med, at vi har flest medlemmer i byerne, og der er i stand til at komme ud og opnå en personlig kontakt med folk.
På trods af krisen har Enhedslisten fået flere medlemmer i løbet af det sidste år. Nu handler det om, at få de mange medlemmer gjort aktive, mener Lars Hostrup Hansen.
- Det er efter min mening en hovedopgave for den nye hovedbestyrelse at sikre en aktivering af medlemmerne ikke mindst de nye. Det ville virkelig løfte organisationen og gøre os i stand til at trænge mere igennem. Alt for mange er passive.
I Amagerafdelingen er der omkring 250 medlemmer, men til for eksempel det sidste medlemsmøde kom der kun godt 20, fortæller Lars Hostrup Hansen.
- Faktisk tror jeg ikke, at det kræver ret meget at få flere aktive. I valgkampen ringede vi for eksempel rundt til alle medlemmer, og mange ville godt være med til at lave noget. Men til daglig får vi ikke gjort nok ud af at holde kontakten til folk og tage godt imod de nye medlemmer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. apr. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland