Strejkende pædagoger og pædagogmedhjælpere i hovedstaden vil i den kommende tid præge gadebilledet for at gøre opmærksom på hvorfor de er i konflikt
Hovedstadens største pædagogiske fagforening, LFS, er organiseret i FOA, og dermed en aktiv medspiller i den OK-konflikt, der starter i dag. Og fagforeningens medlemmer er aktive fra konfliktens første time. Mere end 1000 medlemmer deltager i strejken.
- Vi har hver dag morgenaktioner i hele hovedstaden fra klokken otte til halvni, hvor vores strejkende medlemmer er ude på gader og pladser med bannere og skilte for at gøre konflikten synlig, og for at få vores medborgere i tale, fortæller Kirsten Annette Christensen, formand for Almenområdet i LFS.
Positive reaktioner
Faktisk var Kirsten Annette Christensen med til at tyvstarte aktionerne allerede mandag, hvor hun sammen med fællestillidsrepræsentant Annette Mortensen og Claus Reffstrup medlem af LFS` forretningsudvalg, delte LFS-t-shirts ud på Kongens Nytorv i København.De fik - som det også var meningen - en snak med dem der kom forbi.
- Og det var helt klart en positiv oplevelse. Der var kun en enkelt, der var lidt sur, og som mente at vi var lidt forkælede, fortæller Kirsten Annette Christensen
- Men da vi så havde forklaret ham de faktiske omstændigheder, kunne han godt se, at det var nødvendigt at få hævet vores løn markant, hvis vi skal gøre os håb om at kunne tiltrække og fastholde folk nok til, at vi også fremover kan tage hånd om vores børn og unge, vores ældre og vores syge.
Mandig Cykeldemo og støttefest
De københavnske pædagoger og pædagogmedhjælpere stopper ikke ved morgenaktionerne. Søndag klokken 15 markerer LFS sammen med FOA 100-året for kvindernes valgret med en demonstration fra Frederiksberg rådhus til Københavns rådhus.
- Det gør vi for at markere, at vi lønmæssigt stadigt ikke har ligestilling mellem kvindefag og mandefag, selv om vi har haft en ligelønslov i over 20 år, forklarer Kirsten Annette Christensen.
Tirsdag i næste uge er Frederiksberg rådhus igen målet, denne gang for et demonstrationsmøde klokken 14-16 med taler, musik og underholdning, arrangeret af LFS og andre FOA-afdelinger i hovedstaden.
- Og fredag i næste uge holder vi en cykeldemonstration, hvor vi alle er klædt ud som mænd - for at gøre opmærksom på, at det giver mere at være mand, når det gælder løn, og at vi derfor kræver 'mandeløn til kvindefag'. Vi starte fra Frederiksberg rådhus klokken 14, og så går turen ellers til Københavns rådhus, før vi slutte af på Christiansborg slotsplads, fortæller Kirsten Annette Christensen.
- Og samme aften indbyder vi til en stor solidaritetsfest. Men her er programmet først ved at blive lagt, så det kan jeg ikke fortælle så meget om nu.
Nej til syltekrukke
Kirsten Annette Christensen er fuldt ud klar over, at konfliktens udfald afhænger meget af, hvor stor forståelse strejken møder i befolkningen.
- Der kommer jo nok et regeringsindgreb på et tidspunkt. Men spørgsmålet er så, hvad der er flertal for i Folketinget. Jeg tror, der er så stor opbakning til os i befolkningen, at de ikke tør spise os af med det, de har fået BUPL`s ledelse med på, nemlig 12,8 procent, vurderer Kirsten Annette Christensen.
- Når det kommer til den rene løn, er det jo kun lige til at dække prisstigningerne, med den inflation vi har nu. De må som det mindste give os det, de har snydt os for i flere år, nemlig de 1,5 procent, vi er bagud i reguleringen i forhold til det private arbejdsmarked. Og syv promille oven i er vel ikke for meget forlangt, siger Kirsten Annette Christensen. Og tilføjer:
- De skal i hvert fald ikke forsøge at komme med den syltekrukke, de kalder ligelønskommission!
I dag er der stormøde i Nørrebrohallen for alle strejkende LFS`ere i hovedstaden for at skabe fælles fodslag i konflikten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278