Højesterets dom i Vollsmose-sagen giver reelt grønt lys for PET til ubegrænset brug af civile agenter i terrorsager, mener advokat
Efter Højesterets afvisning af forsvarsadvokaternes klager i terrorsagen fra Vollsmose, er der stort set ingen grænser for, hvad PET må bruge en plantet agent til. Så kort opsummerer forsvarsadvokat Bjørn Elmquist situationen.
- Jeg føler mig utryg ved, at Højesteret overhovedet ikke har sat grænser for, hvad PET og dens agenter må og ikke må, siger han til Arbejderen.
Han er blandt andet oprørt over, at de tre tiltalte er dømt for at indkøbe ingredienserne til det sprængstof, der blev fundet i nærheden af deres bopæl.
- Der står i det korte referat af dommen, at de tiltalte har købt ingredienserne, men det er forkert. De er indkøbt af PET`s civile agent, siger Bjørn Elmquist.
Og det er efter hans mening en klar overtrædelse af den væsentligste betingelse for at bruge civile agenter: Provokationsforbuddet.
- Det betyder, at man ikke må lokke nogen til at begå en forbrydelse, som ellers ikke ville være begået. Eller at gøre den værre, end den ellers var blevet, forklarer Bjørn Elmquist.
Han er desuden stærkt utilfreds med, at forsvaret under sagen blev nægtet adgang til at høre og afhøre nogle af anklagerens vidner. Heller ikke dette forhold kritiserer Højesteret.
- Det lover ikke godt for udsigten til en retfærdig rettergang i disse terrorsager. Det strider mod princippet om, at anklager og forvarer må kæmpe med lige våben, siger Bjørn Elmquist.
Højesteret tager heller ikke stilling til det såkaldte mistankegrundlag. Det vil sige, hvorfor PET mente det var nødvendigt at infiltrere de mistænke ved brug af en civilagent.
- Vi har aldrig fået en kopi af PET`s resolution om baggrunden for, at de satte en agent ind. Der må jo ellers stå skrevet, hvilke forudsætninger der var opfyldt for at bruge en civilagent.
Bjørn Elmquist vil nu sammen med sagens anden forsvarsadvokat, Henrik Dupont, og de tre dømte overveje, om Højesterets afgørelse skal ankes til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strassbourg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278