Den 24. april vil et flertal i Folketinget stemme ja til Lissabon-forfatningen uden at spørge folket. Det står klart efter andenbehandlingen i Folketinget tirsdag.
Tirsdag nedstemte et folketingsflertal bestående af Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og de Radikale samtlige forslag om en folkeafstemning om Lissabon-forfatningen. Det skete som led i andenbehandlingen af den lov, der godkender den nye -forfatning.
Det er et historisk forræderi, mener Enhedslistens Per Clausen:
- Beslutningen om ikke at sende traktaten til folkeafstemning går direkte imod befolkningens krav og er en skændsel for folkestyret og for EU's folkelige legitimitet. Der er tale om et historisk forræderi overfor borgerne.
- Alle taler om, at EU savner folkelig forankring. Vi ved, at et stort flertal af danskerne på op mod 70 procent ønskede en folkeafstemning. En afstemning havde været det bedste middel for at engagere befolkningen i EU-debatten, siger Per Clausen.
Under tirsdagens debat i Folketinget måtte unionstilhængerne forsvare sig mod anklager om, at de ikke ønskede den folkelige debat om Lissabon-forfatningen. Det var en uretfærdig anklage, mente Venstres EU-ordfører Michael Aastrup Jensen.
- At begynde at kæde de to ting sammen - at nu får vi ingen folkeafstemning, og så får vi heller ikke en folkelig EU-debat - det vil jeg simpelt hen ikke anerkende, sagde Michael Aastrup Jensen.
Svend Auken, Socialdemokratisk formand for Folketingets Europaudvalg, mente at der havde været en grundig debat - i hans parti, og i Folketinget.
- Vi har ikke kun set på de juridiske argumenter, vi har set på de politiske argumenter, og vi har sammen med andre partier i Folketinget været med til, at der er blevet en grundig belysning af såvel det juridiske som det politiske aspekt, sagde Svend Auken, som mener at 'der også har været en diskussion i den danske offentlighed.'
Både SF`s Anne Grete Holmsgaard og Ny Alliances Anders Samuelsen argumenterede for en folkeafstemning.
12 minutter efter at Anders Samuelsen havde beklaget, at der ikke var flertal for en folkeafstemning, stemte Ny Alliance dog imod Dansk Folkepartis ændringsforslag til godkendelsesloven, der gik ud på at Folketinget først kan godkende Lissabon-forfatningen, efter at der har været holdt en vejledende folkeafstemning.
Efter at have sendt godkendelsesloven til det sidste eftersyn før tredje- og sidstebehandlingen den 24. april førstebehandlede Folketinget et forslag fra Dansk Folkeparti. Det gik ud på, at regeringen skal kræve en tillægsprotokol til Lissabon-forfatningen, som understreger at EU`s institutioner ikke må 'forringe eller afskaffe den nordiske aftalemodel.'
Det forslag var kun Enhedslisten enig i, mens SF og Socialdemokraterne mener, at det må være nok med en form for topmødeerklæring. om det samme.
Forslaget blev sendt tilbage til Europaudvalget, hvor det ifølge den lagte tidsplan først skal drøftes den 25. april - dagen efter at Folketingsflertallet siger endeligt ja til Lissabon-forfatningen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278